MEDITATION SOM EN DYBERE PRAKSIS

Værkstedssamtale med Daniel Ingram

Hvis du har læst En sti gennem indsigtens landskaber, er du også stødt på navnet Daniel Ingram. Ingram er en amerikansk læge og meditationsekspert, og så er han den enkeltperson der har haft størst betydning for min praksis – og for min forståelse af pragmatisk buddhisme.

Daniel var med til at starte The Dharma Overground, hvor jeg har hængt meget ud og lært rigtig meget om meditation, og han er også bagmanden bag firekasina.org, hvor man kan læse og høre en masse om den potente koncentrationspraksis ved navn ildkasina.

I december 2023 holdt jeg et tre uger langt solo-retreat hvor jeg især arbejdede med netop ildkasina. Som du måske har set, har jeg allerede skrevet to artikler om henholdsvis dag 1 til 14 og dag 15 til 21 af dette meget intensive retreat.

Nogle måneder senere viste Daniel mig den venlighed at tage en skærmsamtale med mig, så jeg kunne få hans meget erfarne perspektiv på hvad jeg havde oplevet undervejs i det intensive retreat. Ovenikøbet optog han samtalen til sin Vimeo-kanal, så andre også kunne få glæde af den.

Du kan se den lige her:

Tilfældigvis havde Daniel også holdt et ildkasina-retreat omtrent samtidig med mig. Så det blev en værkstedssamtale om de temmelig aparte oplevelser man kan have med ildkasina, om drømmeyoga, sikkerhedsforanstaltninger, opvågning og meget andet.

Samtalen er på engelsk og måske lidt teknisk, men hvis du har En sti gennem indsigtens landskaber ved hånden, kan du finde de fleste af fagtermerne i det afsluttende ”Register med korte ordforklaringer”.

PS

Daniels hovedinteresse gennem de seneste år har været at bygge bro mellem på den ene side spirituelle praksisser i bred forstand og så på den anden side lægevidenskaben, ikke mindst psykiatrien. For der er i psykiatrien, og i den vestlige naturvidenskab i det hele taget, en enorm mangel på viden om hvad det indebærer at udvikle sin bevidsthed. Der mangler viden om hvilke faremomenter især intensiv spirituel praksis kan medføre. Men hvad der lige så vigtigt: Der mangler viden, blandt læger og psykiatere og vesterlændinge i almindelighed, om det fabelagtige menneskelige udviklingspotentiale der ligger i for eksempel meditation.

For at bidrage til at bygge den bro har Daniel stiftet The Emergent Phenomenology Research Consortium (EPRC), en international organisation bestående af læger, psykiatere, psykologer, hjerneforskere, erfarne meditationsfolk og mange andre. Jeg er glad for at være med på holdet, for jeg vil gerne yde mit til at formidle viden om disse vigtige sager.