MEDITATION SOM EN DYBERE PRAKSIS

Sindsrobønnen i et buddhistisk perspektiv

Gud, giv mig sindsro til at acceptere det jeg ikke kan ændre; livsmod til at ændre det jeg faktisk kan ændre; og visdom til at kende forskel på de to ting.

Jeg har altid godt kunne lide Sindsrobønnen. Den tilskrives som regel den amerikanske teolog Reinhold Niebuhr, der omkring midten af det 20. århundred nedfældede forskellige versioner af ”The Serenity Prayer”, som den blev kaldt. Den indsigt bønnen rummer, er dog langt ældre og kan spores i flere af de gamle visdomstraditioner, blandt andet daoismen og buddhismen.

Den fine, enkle bøn er pragmatisk buddhisme i en nøddeskal (bortset fra en væsentlig detalje: Gud). Sindsro, livsmod og visdom svarer nemlig omtrent til det der i buddhismen kaldes Den Trefoldige Træning, og som jeg skriver om i e-bogen Pragmatisk buddhisme – de første skridt til en dybere praksis.*

At sindsro og visdom står centralt i Buddhas lære, har de fleste nok på fornemmelsen. Knap så indlysende er det måske at buddhisme også drejer sig om livsmod (”courage” på amerikansk) – og om handling der skaber forandring. Det vender jeg tilbage til. Jeg begynder med …

Sindsro

Det der ifølge buddhismen skaber uro i sindet, er grådighed og modvilje. Enten læner vi os grådigt frem mod noget vi vil have (nydelse, gevinst, ros, berømmelse). Eller også vender vi os, fulde af modvilje, væk fra noget vi ikke vil vide af (smerte, tab, ris, vanære). Vi vrider og vender os hid og did og kan derfor ikke falde til ro.

Hvordan forholder man sig bedst til dette menneskelige grundvilkår? Buddhismens svar er at vi skal øve os i ikke at give efter for den impulsive grådighed og modvilje der driver os hid og did, men i stedet være i ro med dét der er lige nu og her. Modgiften er kort sagt accept.

At acceptere noget betyder ikke at man billiger det. Det betyder bare at man slapper af og ser det i øjnene. At man ikke vender sig væk eller straks rækker ud efter noget andet. En sådan radikal accept fører til sindsro.

I ”The Serenity Prayer” kommer accepten som en følge af den gudgivne sindsro. I buddhismen vokser sindsroen omvendt frem af den accept man kultiverer i sin praksis. Både på meditationspuden og i resten af livet. Sindsro er med andre ord noget man kan øve sig i. Og selv har ansvar for – til gavn for sig selv og andre.

Visdom

Sindsro er afgørende, men den kan ikke stå alene. For dét at acceptere at tingene er som de er, er jo ikke det samme som at alt hvad der sker, er forudbestemt og uafvendeligt. Visse ting kan ændres – og bør ændres! Sindsroen skal derfor ledsages af en lige så afgørende visdom.

Det gamle indiske ord vi oversætter som ”visdom” (nemlig pañña), betyder mere bogstaveligt netop ”skelne-evne”. Visdom kan lyde som noget højtideligt og abstrakt, men i virkeligheden er det en lavpraktisk, konkret og meget nyttig evne. Evnen til at skelne, for eksempel mellem hvad man skal lade fare, og hvad man skal gøre noget ved.

I ”The Serenity Prayer” kommer også visdommen fra Gud. I et pragmatisk buddhistisk perspektiv er visdom imidlertid ikke noget guddommeligt, men noget menneskeligt. Visdom er ikke mystisk, visdom er bare modenhed og erfaring. Og ligesom sindsro er det noget man kan kultivere, noget der kommer hen ad vejen hvis man øver sig. Det er også noget man har ansvar for at forsøge at udvikle – til gavn for sig selv og andre.

Livsmod

Den del af ”The Serenity Prayer” der umiddelbart kan virke længst væk fra buddhismen, er den der har at gøre med livsmod, ”courage”: Evnen til om nødvendigt at gå gennem ild og vand for at skabe forandring. Det er de færreste der forestiller sig at buddhister kan være aktivister. De fleste tror vist at en buddhist er sådan én der konstant er i zen – hvilket omtrent er at være en zombie. Det er i hvert fald på ingen måde mit ideal. Det ville være egoistisk og ukærligt bare at sidde og simre i sin egen fredfyldte visdom.

Måske er det fordi budskabet om accept står så stærkt i billedet af buddhismen, at budskabet om livsmod og handlekraft er kommet til at stå i skyggen af det. Men billedet er muligvis ved at ændre sig. For træningen i medfølelse – compassion training, som det hedder på nudansk – bliver stadig mere udbredt, og hvis medfølelse skal være andet end en følelse man svælger i eller viser frem på de sociale medier, kræver det handling. Handling kræver ofte mod – og altid som minimum det omvendte af modløshed, altså et generelt livsmod. Som når franskmændene opmuntrende siger bon courage!

Den vitale evne til at have mod på noget er lige så afgørende som sindsro og visdom. Den er i lige så høj grad en træningssag. Og et ansvar vi hver især har – til gavn for os selv og andre.

Træning og hengivelse

Jeg tror ikke på Gud, men jeg tror heller ikke ikke på Gud: Jeg er agnostiker. Og nu har jeg polemiseret en smule mod den kristne idé om at det er Gud der skal give os sindsro, visdom og livsmod. For hvad skal man gøre hvis Gud ikke har givet én de gaver?

Men lad mig tilføje at jeg godt kan se hvordan gudstroen kan være en modvægt til en hovmodig forestilling om at det almægtige JEG helt selv bare skaber sindsro, visdom og livsmod ud af ingenting.

Sådan er det jo ikke. Vi er hver især underlagt nogle omstændigheder vi ikke er herre over. Og ganske vist mener jeg at man kan og bør træne – og tage ansvar for – sin sindsro, sin visdom og sit livsmod. Men jeg ved også at det er nemmere for nogle end for andre. Og nemmere i visse faser af et menneskeliv end i andre.

En pragmatisk buddhistisk træning må derfor også rumme en grad af hengivelse til de omstændigheder vi ikke er herre over. Og som man kan kalde naturen eller universet eller tilfældighedernes spil – eller Gud, hvis man vil. Alle kan ikke når som helst træne sig til sindsro, visdom og livsmod bare fordi de beslutter det.

På et højere plan – på etagen ovenover, så at sige – må man forsøge at have visdom nok til at indse dét. Sindsro nok til at acceptere dét. Og livsmod nok til at prøve at gøre at sit bedste dér hvor man står.

En pragmatisk buddhistisk bøn

Jeg vil gerne omformulere Niebuhrs version af Sindsrobønnen en lille smule, så den både rummer træningsaspektet (det du selv kan gøre) og hengivelsen (det du måske eller måske ikke får forærende). Her er bønnen i en pragmatisk buddhistisk udgave:

Må min praksis give mig sindsro til at acceptere det jeg ikke kan ændre; livsmod til at ændre det jeg faktisk kan ændre; og visdom til at kende forskel på de to ting.

Som jeg ser det, behøver en bøn ikke at være rettet til Gud eller andre specifikke modtagere. Den kan også bare være en adresseløs henvendelse – altså dét vi kalder en intention.

* E-bogen Pragmatisk buddhisme – de første skridt til en dybere praksis kan du hente her på sitet. Scrol helt ned i bunden, så giver det sig selv hvordan.