MEDITATION SOM EN DYBERE PRAKSIS

Sidde, ligge, stå, gå? – Kroppen i meditation

De fleste opfatter meditation som en mental aktivitet, men det første der sker, er at du gør noget med kroppen: Du anbringer den bevidst i en bestemt stilling. Eller sætter den bevidst i bevægelse på en bestemt måde – for kroppen skal ikke nødvendigvis være ubevægelig når du mediterer.

Nøgleordet er bevidst. Et kendetegn ved stort set alle former for meditation er at du bestræber dig på at være bevidst om hvad du gør mens du gør det. At du med andre ord er vågen – klar, i begge betydninger af dét ord.

En paradoksal tilstand

Når du mediterer, skal du altså være klar. Men du skal samtidig være fuldstændig rolig. Både på dupperne og helt afslappet. Det er en paradoksal tilstand, for vi er vant til at når vi er vågne og på dupperne, så er vi aktive og lidt urolige, og når roen omvendt sænker sig over krop og sind, ja, så døser vi hen og falder i søvn.

Meditation er – blandt andet – en træning i at fremelske denne paradoksale blanding af ro og vågenhed. Ikke en gråmeleret mellemting, men en delikat balance hvor du på én gang er ekstremt rolig og ekstremt vågen. Det er her kroppens stilling kommer ind i billedet.

Du kan nemlig bruge kroppen til at regulere energiniveauet. Med ”energi” mener jeg her ganske enkelt ”parathed”, ”vågenhed” – dét som den fysiologiske psykologi kalder arousal. Arousal-spektret går fra bevidstløshed og dyb søvn i den ene ende til stresset hyperaktivitet i den anden ende.

Sådan regulerer du energien

Der er en god grund til at siddende meditation er det mest almindelige og det man som regel anbefaler til begyndere. For den siddende stilling afspejler netop den balance mellem vågenhed og ro som jeg nævnte ovenfor. Stående og gående meditation hæver energiniveauet, liggende meditation sænker det.

Helt lavpraktisk kan du altså begynde din meditation i siddende stilling og så, hvis du bliver døsig, rejse dig op og eventuelt gå omkring. Tilsvarende kan du lægge dig ned hvis energiniveauet bliver for højt, og der er rastløshed og uro i systemet.

Skift stilling meget langsomt og fuldt bevidst. Når du på den måde skruer op og ned for energiniveauet undervejs, kan du blive i meditationen meget længere.

Du kan selvfølgelig også på forhånd beslutte dig for at træne i enten gående, stående, liggende eller siddende meditation. De har hver deres fordele og ulemper, og derfor er det godt at veksle mellem dem.

Gående meditation

Du kan sagtens arbejde med åndedrættet som meditationsobjekt, også når kroppen er i bevægelse. Du gør bare præcis det samme som når du sidder med lukkede øjne: Du øver dig i at lade den fokuserede opmærksomhed hvile i åndedrættet. Hver gang den er stukket af, følger du den kærligt tilbage.

Men i gående meditation kan du også vælge at bruge kroppen og dens bevægelse som meditationsobjekt. Det er et moving target, så det kan være krævende. Fokuser enten på fødderne der rammer jorden, på bentøjet (hofter, lår, knæ, lægge, fødder) eller på hele kroppen.

Du kan gå langsomt og mærke alle detaljer i bevægeapparatet. Eller du kan gå i naturligt tempo og mærke flowet i den gående krop. Du kan også gøre en løbetur til en meditation.

En ulempe ved at meditere med kroppen i bevægelse og åbne øjne er at det er sværere at holde kontinuerligt fokus. For der er flere sanseindtryk, og det betyder at du nemmere bliver distraheret. Fordelen er til gengæld at åbne øjne og en mere aktiv krop bringer meditationen tættere på hvad du ellers foretager dig i din hverdag. Det bidrager til at den vågenhed og ro du kultiverer i din praksis, ikke ender i en silo uden kontakt til resten af livet.

Stående meditation

Stå uden sko på med fødderne i skulderbredde og armene ned langs siden, på én gang rank og afslappet. Du kan arbejde med åndedrættet på samme måde som du plejer. Eller du kan, som i den gående meditation, i stedet gøre kroppen til meditationsobjekt.

Fordele og ulemper er omtrent som ved gående meditation, men de er mindre udtalte. Stående meditation er tættere på siddende, især hvis man kan have lukkede øjne.

For nogle er det svært at holde balancen med lukkede øjne. Hvis det er helt umuligt, så lind lidt på øjenlågene, og hvil blikket på et punkt en meters penge foran dig. Mærk især i fødder og lægge hvordan kroppen hele tiden finjusterer for at holde dig på benene. Mærk hvad der sker når den kommer ud af balance, ikke bare hvad der sker i kroppen, men også i bevidstheden – også dén kommer et øjeblik ud af balance. Mærk omvendt hvordan selv en lille mental forstyrrelse kan ytre sig i kroppen: En tanke kan få dig til at vakle. Og mærk ikke mindst hvordan det føles når du kan stå i og med din ro, ja, som din ro: Mærk hvordan der er balance i kroppen når der er balance i sindet – og omvendt.

Liggende meditation

Den mest oplagte ulempe ved liggende meditation er at du risikerer at falde i søvn. Skulle det ske, så pyt med det: Det er dejligt og vigtigt at sove. I virkeligheden er den største udfordring en mere subtil døsighed. At døse kan være behageligt, men det er kun meditation hvis der er kontinuerlig vågenhed, og det kan være svært at mærke, netop på grund af døsigheden. Du risikerer at narre dig selv og fejlagtigt tro at du mediterer. Derfor er liggende meditation normalt ikke det bedste for begyndere. Det kræver et trænet sind at mærke om vågenheden er der.

Fordelen ved liggende meditation er at kroppen kan blive meget stabil i sin hvile, og det er et godt udgangspunkt, både for åndedrætsmeditation og for en undersøgelse af kropsfornemmelser – den teknik der kaldes body scan eller kropsscanning (pladsen tillader ikke at jeg uddyber det, men det er googleligt).

Siddende meditation

At sidde er den klassiske meditationsstilling, og det vigtigste ved den er at ryggen er fri, og at knæene er længere nede end hofterne (af hensyn til blodomløbet). Du kan altså godt sidde på en høj skammel eller på kanten af en nogenlunde høj stol.

Men det bedste er en meditationspude med en måtte under, for så fordeles vægten også ud i benene, og det gør det mere stabilt. Hvis du er smidig nok til at sidde i fuld eller halv lotus, skal du endelig gøre det, for det er ifølge avancerede yogier den mest stabile stilling, især hvis du skal sidde meget længe.

Vi andre dødelige kan så glæde os over at der også findes den såkaldte burmesiske stilling, som er en slags skrædderstilling der er noget lettere at indtage, for eksempel for en stivbenet halvgammel mand som mig (søg på ”burmese posture” hvis du vil se præcis hvordan). Du kan også sidde på knæ, stadig med meditationspuden under bagdelen.

Uanset hvilken stilling du sidder i, så brug gerne ekstra puder for eksempel under knæene. Siddende meditation er ikke en fakirpraksis. Det er tværtimod vigtigt at sidde så komfortabelt som muligt.

At lære at sidde ordentligt på en pude er en praksis i sig selv. Ordentligt vil sige: afslappet uden at blive slatten, og rank uden at blive stiv. Også når man sidder, kan man droppe vejrtrækningen som meditationsobjekt og i stedet hvile sin opmærksomhed i en nænsom monitorering af om kroppen hele tiden er både lysvågen og fuldstændig i ro.