MEDITATION SOM EN DYBERE PRAKSIS

Selvafvikling

Selvudvikling defineres i ordbogen som ”et menneskes arbejde med at videreudvikle sin personlighed”. Og stærkt forenklet kan man sige at der findes to former for selvudvikling: den helende og den optimerende.

Helende selvudvikling

Helende selvudvikling er det man laver i mange former for psykoterapi. Tankegangen er her at selvet har nogle sår – traumer – som forhindrer det i at have et godt liv. Det sårede selv skal blive helt og raskt.

Ofte består en del af helingen i en omskrivning af selvfortællingen. Du går ind i terapien med én fortælling om hvem du er, og ud af den med en anden og bedre. Den nye selvfortælling gør livet lettere. Den tilbyder en sundere identitet, en mere levedygtig personlighed.

Optimerende selvudvikling

Den optimerende form for selvudvikling går også under navnet selvhjælp. Her er udgangspunktet ikke et såret selv, men et velfungerende selv, som godt kunne tænke sig at fungere endnu bedre: Måske vil du gerne være bedre til at sætte grænser, måske vil du være mere empatisk; måske vil du gerne være mere i balance eller mere produktiv.

Også optimeringsarbejdet kan bruge den redigerede selvfortælling som metode. Og også her er dét der tilbydes, en ny og bedre personlighed: Sådan finder du din indre kriger. Eller power woman. Eller prinsesse eller nørd eller superelsker. Vælg selv dit selv.

En helt anden slags indre arbejde

Begge former for selvudvikling findes i gode og i mindre gode, ja, i virkelig gavnlige og decideret skadelige udgaver. Og det er naturligvis vigtigt at kunne skelne. Men dét alle former for selvudvikling har til fælles, er en bestemt opfattelse af selvet. Nemlig at der inden i selvet er en uforanderlig kerne. En identitet. Hvad skulle man ellers udvikle?

Ganske vist kan selvet være beskadiget, og ganske vist kan det underpræstere, men der er et selv, forstået som en sand eller autentisk personlighed. Og der findes, i det mindste potentielt, et mere udviklet selv, en ”bedre version af dig selv,” som man siger. Derfor går det indre arbejde i selvudvikling ud på at afdække eller fremelske det bedre selv.

Men der findes en langt mere radikal form for indre arbejde, som jeg her vil kalde selvafvikling. Lad mig foreløbig – og kun halvt i spøg – definere det som ”et menneskes arbejde med at afvikle sin personlighed”.

Selvafvikling er i en vis forstand det modsatte af selvudvikling. Hvor selvudvikling forudsætter at der er et kerneselv, altså en nogenlunde veldefineret identitet eller personlighed der kan udvikles, forholder selvafvikling sig derimod kritisk undersøgende i forhold til præmissen om at der er en kerne i det mentale liv, et centralperspektiv, et selv.

En verden uden centralperspektiv?

Det kan lyde mærkeligt. For de fleste af os oplever umiddelbart vores identitet, vores selv, som en uforanderlig kerne inderst inde. Fra jeg blev født og frem til i dag har denne kerne bevæget sig gennem et hav af forskellige situationer og steder og omstændigheder, men det er det samme ”jeg” hele vejen igennem.

”Jeg” er den instans som alle forandringerne passerer igennem, men som ikke selv forandres. Og ”jeg” er samtidig den instans der handler, men som tværs gennem talløse og indimellem modstridende handlinger altid er den samme: Oppe i kontroltårnet inde bag øjnene bor der et selv som trækker i trådene og får tingene til at ske.

Hvis der ikke var et sådant kerneselv, hvem skulle selvfortællingen så handle om?

Modspørgsmål: Hvordan ville verden se ud hvis der ikke var dette centralperspektiv?

Hvad er selvafvikling?

Udgangspunktet for selvafvikling er vel at mærke ikke et dogme om at der slet ikke findes noget selv. For det gør der jo, for så vidt som de fleste af os umiddelbart har den oplevelse. Udgangspunktet for selvafvikling er en nysgerrighed i forhold til netop denne umiddelbare oplevelse. En nysgerrighed i forhold til hvor solidt det her tilsyneladende uforanderlige selv egentlig er.

Målet er derfor ikke umiddelbart at hele eller forbedre eller udvikle. Målet er først og fremmest at iagttage og undersøge de indre processer vi i dagligsproget kalder tanker og følelser. Ikke mindst de tanker og følelser der knytter sig til selvopfattelsen. Og til det man måske kunne kalde selvdannelsen.

Selvafvikling kan bestå i at lytte neutralt til de stemmer der lyder inde i hovedet, og som taler om én selv – og om de andre. Og som dermed hele tiden forstærker dette skel.

Selvafvikling kan bestå i at tage sine følelser alvorligt uden at tage dem personligt. Det kan man gøre ved at øve sig i at lade dem udtrykke sig i krop og sind uden at involvere sig i dem. Mærke vreden, rastløsheden, kedsomheden, glæden uden at mærke den som ”min”. Undersøge – konkret, fordomsfrit og oplevelsesnært – hvad følelsen egentlig består af.

Udvikling eller afvikling?

Selvudvikling går ud på at konstruere eller rekonstruere en identitet der er mere velfungerende end den man har i forvejen. Selvafvikling går omvendt ud på at dekonstruere – altså forsigtigt og omhyggeligt afmontere – den ureflekterede forestilling om et kerneselv.

I modsætning til selvudvikling tilbyder selvafvikling ikke nogen ny og bedre selvfortælling. Selvafvikling tilbyder en større klarhed omkring hvad selvfortællinger i det hele taget består af. Og en klarhed omkring hvordan de bliver dannet – og omdannet hele tiden. Selvafvikling kan gøre dig fri af det tankespind der vil spærre dig inde i bestemt identitet.

Det er et møjsommeligt og tidskrævende og indimellem ubehageligt arbejde. Til at begynde med føles det paradoksalt nok som en form for selvdisciplinering der er mere invaderende end hvis du skulle lære en eller anden anden færdighed såsom at strikke eller stå på hænder.

Men efterhånden som du bevæger dig ind i selvafviklingsprocessen, går det gradvis op for dig at der ikke er tale om at lære endnu en færdighed. Det der sker, er tværtimod at du aflærer en lang række automatiserede færdigheder og reaktioner og slipper af med nogle dybt indgroede, men ofte uhensigtsmæssige vaner.

Ud af spindet

Du optrævler det spind af fortællinger som mange af os har det med at blive hvirvlet ind i. Fortællinger om os selv og om de andre, fortællinger der er fulde af fordomme, nag og urimelige forventninger.

Med tiden ser du alle de dybt indgroede tankemønstre der holder dig fanget i en alt for snærende forestilling om hvem du er. Og om hvem de andre er. Selvafvikling vil derfor typisk gøre dig mere uselvisk.

Selvafvikling kan på længere sigt være langt mere helende og transformerende end nogen form for selvudvikling. For selvafvikling foregår på et dybere niveau der ikke kun drejer sig om dig selv – eller dit selv. Det handler om at blive klar over hvordan et selv i det hele taget er konstrueret. Eller rettere sagt: om hvordan selvet hele tiden konstrueres ved hjælp af skel og fortællinger. Helt ned til det dybeste skel (og alle de fortællinger dét producerer): Skellet mellem selvet og de andre, subjekt og objekt, indre og ydre, jeg og verden.

Umiddelbart kan indre og ydre, subjektiv og objektiv, virke som to skarpt adskilte størrelser, men efterhånden som selvafviklingen skrider frem, afvikles også den tillærte forestilling om at virkeligheden bare kan opdeles i de to kategorier. Det viser sig at tingene på én gang er langt mere komplicerede og langt mere enkle end som så – og langt mere vidunderlige! Selvafvikling forvandler i én og samme bevægelse din selvopfattelse og din verdensopfattelse.

Og efterhånden som selvets lille hårde knude bliver løsnet og afviklet, bliver det meget nemmere for dig at forbinde dig med mennesker omkring dig og den verden du er en del af.

Undskyld

Jeg har snydt lidt. Jeg har brugt det hjemmelavede ord selvafvikling, til trods for at dét jeg hele tiden har talt om, har en anden og mere gængs betegnelse. Nemlig meditation. Nærmere betegnet indsigtsmeditation, også kendt som vipassana. Samt en række andre dekonstruktive meditationsteknikker.

Det er de former for meditation man samlet set kan kalde visdomstræning. Den form for træning – eksistentiel grundtræning – kræver nogle indledende øvelser i ro og balance. Og den kræver vedholdenhed over lang tid. Til gengæld skaber den en dybere og mere varig forandring. Inden i dig og rundt om dig.

PS

Hvis du er interesseret i selvafvikling, vil jeg anbefale personlig vejledning, mit online Weekendkursus i meditation eller begge dele.