MEDITATION SOM EN DYBERE PRAKSIS

Mit december-retreat 2023 – dag 15 til 21

I de tre første uger af december 2023 var jeg i solo-retreat. Her følger anden del af min retreat-rapport (første del kan læses her).

Mørke-retreat

dag 15 om eftermiddagen gik jeg i såkaldt mørke-retreat. Planen var at jeg i tre døgn ikke alene skulle meditere i stilhed, men også i ubrudt mørke.

Jeg har hverken en underjordisk hule eller et rum uden vinduer her på ejendommen, så i praksis beholdt jeg bare de avancerede sovebriller på som jeg i forvejen brugte når jeg havde lukkede øjne. Det er ikke den flade slags man kan få udleveret under flyrejser, men en særlig meditationsvenlig sovebrille, der er hundred procent lystæt og udformet omtrent som svømmebriller så man kan blinke og have åbne øjne uden at øjenvipperne rører brillen.

Min kæreste var så venlig at komme forbi og hjælpe mig gennem mørket: Hun lavede mad til mig og fodrede kat og høns. Det er hende der har taget billedet af mig, hvor jeg er iført den smarte meditationsbrille.

Mørke-retreat kendes både i den tibetansk buddhistiske tradition og i daoismen og antagelig i de fleste shamanistiske traditioner. Ideen er oplagt: Ved at afskære sig fra de ydre synsindtryk skærper man opmærksomheden på de indre syner.

Ind i mørket

Jeg lavede en sidste indbrænding med stearinlysflammen og tog mørkebrillerne på. I baggrunden, bag efterbilledet af flammen, dukkede et billede af mit eget ansigt op. Det var første gang jeg så det for mit indre blik. Det var tredimensionelt og klart aftegnet, men uden egenskaber, omtrent som en mannequindukkes hoved: ingen hud eller behåring, glat, stiliseret, men utvivlsomt mit hoved. Efterbilledet af flammen fadede ud, og lidt efter trak mit 3D-hoved sig langsomt tilbage og forsvandt i mørket.

Få minutter senere var jeg ved min cutting edge i forhold til hvad synsfeltet formåede, og fik i en halv times tid en slags deluxe-udgave af de 2D- og 3D-figurer jeg havde set dagen i forvejen (se første del af rapporten). Så blev det mørkere og mere primitivt. Resten af dagen nåede jeg ikke i nærheden af min cutting edge.

Næsten ingen søvn

Jeg fik ikke meget søvn, og den søvn jeg fik blev hyppigt afbrudt, for jeg blev hele tiden vækket af synsindtryk. Synsfeltet var meget aktivt, selv om jeg intet gjorde for at meditere, ja, faktisk forsøgte at lade være med at meditere. Der var stadig farver, mønstre og figurer med omtrent samme lysstyrke som hvis jeg havde åbne øjne i dagslys. Og jeg kunne ikke lukke øjnene for det. Det vil sige: Jeg kunne selvfølgelig godt lukke øjnene inde bag min sovebrille, men det gjorde ingen forskel.

Af gode grunde vidste jeg ikke hvad klokken var, men jeg tror jeg vågnede meget tidligt på dag 16. Og hele morgenen og formiddagen var udviklingen af synsfeltet igen på et langstrakt plateau: Den stod på genudsendelser af ting jeg havde set mange gange før.

En kontrolleret eksplosion

Ved middagstid blev energien i kroppen mere aktiv, og der kom en slags behersket peak-oplevelse, som mindede om den lysstorm jeg havde oplevet på dag 13 (se første del af rapporten). Men denne gang var der tale om en slags kontrolleret eksplosion. Og jeg sad på meditationspuden, ikke i lænestolen. Visuelt var det ikke det kaos af fjernsynssne (eller fjernsynshagl) jeg havde set forleden, det var genkendelige 2D- og 3D-figurer, bare meget lysstærke og i hastig bevægelse. Kroppen var ikke tung og nærmest lammet denne gang, men tæt, spændstig og vågen, og der var ingen døsighed overhovedet.

Efter denne mere afbalancerede udladning kunne jeg mærke at både krop og bevidsthed var helt afspændt. Jeg satte mig i lænestolen og gled ind i en mærkelig sindstilstand, som jeg ikke rigtig har været i før, i hvert fald ikke så stabilt og så længe:

Langt væk lige her

Der var kun et vågeblus af mindfulness, en klarhed eller grundbevidsthed uden noget ”jeg”. Der var fuldstændig radiotavshed på den mentale kanal: ikke så meget som antydningen af en tanke. Og ingen synsindtryk – ikke engang mørke. Det var som om forbindelsen til synssansen var blevet afbrudt. Ingen indtryk af lyd, hverken indre eller ydre. Fornemmelsen af tid og rum var forsvundet eller radikalt ændret. Det eneste der var, var en fuldstændig ubevægelig krop med et kun akkurat mærkbart åndedræt. Det var ikke en velafgrænset og differentieret fysisk krop med arme og ben og bryst og mave, men et mere vagt afgrænset og udifferentieret legeme, der føltes som en diffus klump roligt åndende energi. Det var usigelig fredfyldt. Og det føltes meget helende bagefter.

Tidsfornemmelsen var som sagt radikalt forstyrret, men min gæt er at jeg befandt mig i den tilstand et sted mellem 30 og 90 minutter. Derefter arbejdede synsfeltet sig stille og roligt frem igen, og nogle timer senere nåede jeg igen min cutting edge.

Indfældet i synsrummet

Om aftenen kom synsoplevelsen ind i et nyt territorium. Jeg begyndte at nærme mig det som yogierne på firekasina.org kalder fjerde fase (og som jeg fortæller om i den her artikel om ildkasina). Lad mig opsummere: Hidtil havde jeg haft følgende oplevelser af det indre synsfelt: først bare flammen og efterbilledet; så i dagevis det formløse mørke med det spøgelsesagtige skær; dernæst den todimensionelle skærm med mønstre og farver; senere mellemrummet mellem ”mig” og skærmen, og 2D- og efterhånden også 3D-figurer der bevægede sig i mellemrummet; og endelig et fuldt formet og endeløst tredimensionelt rum uden baggrundsskærm.

Men gennem alt dette var jeg en udenforstående iagttager, omtrent som hvis jeg kiggede ind gennem vinduet i et hus. Det der skete nu, var at jeg – i første omgang kortvarigt og delvist – trådte ind i huset. Jeg blev indfældet i synsrummet, frem for at betragte det udefra.

Jeg havde ikke længere nogen oplevelse af at jeg mediterede. Der var ingen anstrengelse, ingen intention. Jeg var der bare. Jeg kunne have langvarige ordtanker som i almindelig vågentilstand, det forstyrrede ikke synerne. Sindet var roligt, klart, i balance. Det varede i adskillige timer. På et tidspunkt blev jeg træt og gik i seng.

På rejse gennem synsrummet

Igen blev søvnen forstyrret af de ustoppelige syner, så jeg kom tidligt i gang med dag 17. Og et par timer efter at jeg havde sat mig på puden, tog synsoplevelsen endnu et spring fremad.

Når jeg kiggede ned ad mig selv (stadig med mørkebrillen på, naturligvis), kunne jeg se et omrids af min krop som den sad dér på stolen. Især mine hænder var tydelige. Ved siden af stolen stod noget der lignede en mekanisk drage. Jeg var i samme rum som mine syner.

Og ikke nok med det. Hidtil havde jeg ikke kun været en udenforstående, men også en stillestående betragter af de forskellige scenerier der udfoldede sig. Nu blev jeg – indimellem – en iagttager i bevægelse. Siddende på min stol fløj eller gled jeg hen over vidtstrakte landskaber, måske et skylandskab eller en fremmed planet eller havets bund.

Jeg kunne dreje hovedet og se til siderne, om end det skabte nogle kortvarige forstyrrelser, så det tredimensionelle rum jeg befandt mig i, var ikke stabilt. Men et halvt til et helt sekund efter at jeg havde drejet hovedet eller flyttet blikket, faldt det univers jeg rejste igennem, igen på plads.

Der var af og til menneskelignende væsener i det fjerne, men jeg kom aldrig tæt nok på dem til at kunne se ansigter. Og der var noget som enten var maskiner eller dyr, måske en slags transportmidler for de menneskelignende væsener. Der foregik mange ting samtidig, alting var hele tiden under forandring og i bevægelse. Det var en flydende, strømmende verden, og graden af kompleksitet og detaljer var nærmest ufattelig.

Det var ikke til at forstå: Det der var begyndt som et flakkende efterbillede af en stearinlysflamme, var i løbet af et par uger vokset til en verden. Jeg havde ingen som helst oplevelse af at der var mig der havde frembragt den verden. Den opstod af sig selv efterhånden som sindet blev roligt, klart og velafbalanceret.

Udmattelse

Det blev ved hele dagen. Og da min tidsfornemmelse sagde mig at det var ved at være aften, var jeg virkelig udmattet. Jeg havde som sagt ikke nogen oplevelse af at anstrenge mig, det var mere som at være på rejse med tog eller fly: Jeg sad bare og tog oplevelserne til mig. Alligevel var jeg helt flad.

Jeg lagde mig på sengen og forsøgte at hvile, men synsoplevelserne fortsatte ufortrødent. Jeg kunne se frem til endnu en nat med dårlig søvn. Og jeg kunne sikkert have kæmpet mig igennem det, så det blev til de tre døgn i mørket jeg havde planlagt. Men jeg besluttede at nu var det nok. Der var ingen grund til at presse på. Efter godt og vel to døgn havde jeg set rigeligt.

Så jeg tog mørkebrillen af og gik ud til min kæreste. Og for første gang under retreatet holdt jeg fri en hel aften. Spiste kage, drak te, snakkede.

Afslutning i utide

Jeg fik fem timers god søvn før jeg vågnede af mig selv ved halvsekstiden på dag 18, fuldt udhvilet. Efter omkring en times praksis var jeg tilbage i den mærkelige og dybt fredfyldte sindstilstand jeg havde været i på dag 16. Jeg vil tro det varede en times tid denne gang, men det er svært at sige.

Da jeg var på vej ud af tilstanden, havde sindet en grad af klarhed og stabilitet som jeg kun sjældent har oplevet før. Jeg bevægede mig gennem den hypnagogiske tilstand og så de karakteristiske drømmefragmenter opstå og forgå. Der var et par andre usædvanlige oplevelser som det vil føre for vidt at gå i detaljer med her, men kort fortalt en oplevelse af at bevidstheden ”frøs” som et billede kan fryse, og så gik i gang igen. Det skete et par gange.

Og så var retreatet slut. Men det vidste jeg ikke endnu. Jeg blev ved med at meditere resten af dag 18 og dag 19 med, men jeg fik aldrig rigtig momentum igen og kom ikke tilbage til min cutting edge hvad synsoplevelser angår. Der begyndte at komme frustration og utålmodighed. Og så gjorde jeg noget jeg ikke har gjort før:

dag 20 om morgenen afbrød jeg retreatet en dag før planlagt. Jeg slappede af, skrev noter, spillede klaver. Den lette frustration fortog sig hurtigt. Sindet blev fyldt med glæde og energi – en glæde og energi jeg har følt lige siden og stadig mærker i skrivende stund, godt tre uger efter at jeg kom ud af mørket.