MEDITATION SOM EN DYBERE PRAKSIS

Ildkasina 2. Når mørket vågner

Som beskrevet i den første artikel om ildkasina kan du bruge en stearinlysflamme på samme måde som åndedrættet, altså som et meditationsobjekt du hviler din opmærksomhed i for at opnå ro og balance. Men den urgamle praksis kan bruges til meget andet end det.

Ildkasina kan føre til det vi i dag ville kalde psykedeliske oplevelser. Til det der i religionshistorien kaldes mystisk erfaring. Og, hvad der er vigtigst: Ildkasina kan bidrage til en gennemgribende og varig forvandling af bevidstheden og dermed af din måde at være i verden på.

I høj dosis – det vil sige: på retreat – er ildkasina en yderst potent meditationsteknik. Og derfor også risikabel. Så før jeg i det følgende beskriver hvad der kan ske i den dybe ende af ild-poolen, er jeg nødt til at komme med en advarsel: Don’t try this at home! Medmindre du er solidt funderet i din daglige praksis, grundlæggende psykisk stabil og har adskillige retreats under bæltet. Hvis ikke det er tilfældet, vil jeg fraråde ildkasina i høj dosis.

Ildens kilder

Buddhistiske munke har sammenlignet noter om ildkasina gennem årtusinder, og allerede i nogle af traditionens tidligste meditationsmanualer – Vimuttimagga og Visuddhimagga, begge findes online i engelsk oversættelse – er der detaljerede beskrivelser af teknikken.

I disse år viderefører en flok pragmatisk anlagte meditationsnørder traditionen på firekasina.org. Her kan du blandt andet finde timevis af lyddagbøger fra ildkasina-retreats. Det er et kaninhul jeg virkelig kan anbefale. Hvis du får lyst til at dykke ned, så begynd med undermenuen ”Glossary” som både forklarer den delvis hjemmelavede fagjargon og giver en indføring i hvad teknikken kan og gør.

Takket være alle de yogier der har brugt tid og energi, ikke alene på at gøre sig erfaringerne, men også på at fortælle om dem, er det muligt at sige en hel del om hvad der kan ske ved en høj dosis ildkasina (for yogierne på firekasina.org typisk 12-16 timers meditation om dagen i 2 til 3 uger).

Retreat-praksis

Jeg forklarede teknikken i første artikel, så her repeterer jeg bare helt kort: indbrænding i nethinden, efterbilledet og dets forvandlinger, mørke, og så forfra igen. Og igen. Og igen.

Hen over de første dage på et ildkasina-retreat bliver der stadig sjældnere brug for at genopfriske efterbilledet. Hvor det i begyndelsen holder et par minutter eller 5, vil du efter en lille uges tid ofte kunne køre i halve eller hele timer på én indbrænding.

Efter typisk 10-12 dage i retreat vil det i lange faser slet ikke være nødvendigt at genopfriske efterbilledet: Det står klart, så snart du lukker øjnene. Eller også er det der møder dig, et af efterbilledets mere komplicerede efterkommere, som jeg straks vender tilbage til.

På det tidspunkt præger de internt genererede syner også det du ser når du har åbne øjne. Af og til skaber de dét der normalt kaldes synsforstyrrelser, men som en ildkasina-yogi dvæler ved og undersøger. Når synssansen er skærpet af 150 timers bootcamp, ser verden bogstaveligt talt meget anderledes ud: mere klar og sprød, mere tung og farvemættet, og indimellem med en noget anderledes farvebalance end normalt.

Det anbefales at du taget et efterbillede af flammen med dig når du rejser dig, og holder fokus på det med åbne øjne mens du går rundt og gør de få praktiske og hygiejniske ting et menneskedyr er nødt til at gøre. For koncentration er en skrøbelig størrelse. Det du ville miste ved helt at slippe fokus i 20 minutter, kan tage mange timer at bygge op igen.

Til gengæld kan du med din ekstremt skærpede opmærksomhed se ting du ellers aldrig ville se. I hvert fald ikke uden brug af psykedeliske stoffer. Og hvad er det så du ser? Hvad sker der, ikke bare i, men med synsfeltet, ja, med hele bevidstheden, når du sidder på puden dag ud og dag ind?

Stadier på ildens vej

Det interessante er at det, trods en vis individuel variation, i grove træk er den samme udvikling alle yogier gennemgår. I hvert fald lader det til at være de samme områder af bevidstheden de bevæger sig gennem, nogle gange med tilbageglidninger og perioder med stilstand. Med en forenkling, der gør det mere lineært end det er i virkeligheden, kan man tale om fire faser.

Første fase

Den indledende fase beskrev jeg i den første artikel. Det er kort sagt vejen fra et flakkende efterbillede i negativ til en glødende rød lysprik i mørket.

At holde et ufravigeligt fokus på en lillebitte rød prik er ekstremt krævende. Men det er også ekstremt stimulerende. Den dybe ro og balance ledsages af en tilfredsstillende fornemmelse af at mestre teknikken. En fornemmelse som skal vise sig at være forbigående.

Anden fase

Anden fase markeres af at den røde prik er forsvundet. Tilbage er et uformeligt mørke. Det indre blik har intet at hvile i, intet at arbejde med. Der er ikke noget objekt, ikke noget at rette dit fokus mod. Og det hjælper ikke at genopfriske indbrændingen: Du ender stadig hurtigere i det samme mørke.

Det du troede du mestrede, falder fra hinanden i distraktioner, frustrationer, rastløshed. Og døsighed, sirupsind. En lyst til at opgive.

Her er det at du sender en taknemmelig tanke til alle de yogier der har været samme sted før dig. Og som kan fortælle at det er fuldstændig forventeligt. Der er ikke noget galt. Du er bare ved gå fra fladt fokus på et snævert område til dybdeskarphed i hele synsfeltet. Mørket er ved at vågne.

Men det tager tid. Den indimellem frustrerende anden fase tager sjældent mindre end 3-4 dage, og ofte omkring en uge, vel at mærke for fuld retreat-kraft. Øvelsen er at sidde længere og længere i mørket før du genopfrisker efterbilledet. Efterhånden som du – uden at have noget at fokusere på! – lærer at holde din opmærksomhed klar, stabil og afslappet, begynder der at ske noget:

Vage og hastige bevægelser i bælgmørket. Dunkle, uformelige tåger. Gnister. Klare, smukke farver, der pludselig skyller gennem synsfeltet og er væk igen. Senere også glimt af organiske og geometriske mønstre. Måske perioder med et hvidt eller gyldent lys. Eller med et sælsomt skær i mørket. Måske tunneller eller spiraler.

Efterhånden kommer der flere figurative elementer: øjne, munde, dele af planter og dyr. Noget af det kan være uhyggeligt eller ubehageligt at se på: afrevne lemmer, slanger, edderkopper. Ildkasina-yogier der også har været på ayahuasca-rejser, fortæller at de har set noget tilsvarende dér.

Det meste er dog stadig todimensionelt, og der er intet der rigtigt lader sig fange eller fastholde af dit fokus.

Tredje fase

Spiraler kan være et tegn på at tredje fase er på vej. Det samme kan fluktuerende mønstre som dækker stadig større dele af synsfeltet. Overgangen fra anden til tredje fase er som regel glidende. Det er først og fremmest en overgang fra to til tre dimensioner.

Tredje fase er kendetegnet af langt mere komplicerede og ofte helt naturtro billeder: vidstrakte landskaber, byer, ørkner, skov. Scenerier med mange væsener der interagerer. Komplekse og måske M.C. Escher-agtigt umulige 3D-mønstre. Der er stor variation i det præcise indhold af disse billeder. Og de er stadig for det meste kun kortvarigt og ustabilt til stede.

Tredje fases syner er fascinerende, og du behøver ikke anstrenge dig for at fastholde eller følge dem. Så den tidligere frustration forsvinder som regel her. Medmindre du begynder at stræbe efter noget andet og mere. For eksempel …

Fjerde fase

Det kræver en yderst forfinet opmærksomhedsmæssig stabilitet at nå fjerde fase. Nogle når slet ikke frem til den, end ikke efter 2 eller 3 ugers intensivt retreat. Andre får kun et par forjættende glimt. Ud over arbejdsindsatsen kræver det tilsyneladende også en indtil videre uforklarlig form for held eller ”talent” (det betyder: gave), måske i form af noget nedarvet, om det så er karma eller gener.

Det afgørende skifte fra tredje til fjerde fase består i at du går du fra at betragte en verden på afstand til at indgå i den. Omtrent som i en fuldstændig naturtro virtual reality. De væsener du støder på, synes at have deres egen selvstændige intelligens og dagsorden og kan sige og gøre højst overraskende ting og bibringe dig viden som du efter alt at dømme umuligt kan have haft i forvejen, heller ikke ubevidst. Din oplevelse af din normale fysiske krop glider i baggrunden, forsvinder måske helt, og du har i stedet en art drømmekrop. Som, hvis du kigger ned ad den, ikke nødvendigvis har særligt meget til fælles med din fysiske krop.

Der er ikke længere kun tale om syner. Den verden du nu befinder dig i, rummer også lyde, lugte og fornemmelsen af berøring, tyngde, temperatur, fugt.

Hvad det præcis er for en verden, og hvad der kan ske i den, er meget individuelt og antagelig præget af både personlige og kulturelle forudsætninger. Kun fantasien sætter grænser, som man siger. Bortset fra at det måske ikke længere er din fantasi der sætter dagsordenen?

Tusind spørgsmål

Der er tusind spørgsmål jeg kunne have lyst til at gå videre med herfra. Spørgsmål om alt fra såkaldt overnaturlige evner over tibetansk drømmeyoga til neurovidenskabens nye idé om hjernen som en forudsigelsesmaskine. Men det må blive en anden gang. For i skrivende stund er jeg i gang med de sidste forberedelser til et 3 uger langt ildkasina-retreat.