MEDITATION SOM EN DYBERE PRAKSIS

Ildkasina 1. Find ro i en flamme, og se hvad der sker

Alle har prøvet at sidde og stirre ind i et bål: Flammer fanger og fastholder helt naturligt vores opmærksomhed. Ud over åndedrættet er ilden måske det mest oplagte meditationsobjekt. Begge teknikker – at fokusere på vejrtrækningen og at fokusere på ild – er langt ældre end buddhismen: Deres oprindelse fortaber sig i forhistoriens mørke.

Lidt historie

I den tidligste buddhisme beskrives en teknik der kaldes ildkasina. Traditionen opregner i alt ti kasinaer, det vil sige objekter til brug for visuel meditation. Kasinameditation har primært været en klosterpraksis, en esoterisk teknik, og har ikke spillet nogen særlig rolle i moderne vestlig meditation og mindfulness.

Men netop ildkasina har faktisk fået en lille genopblomstring. For en flok pragmatisk anlagte amerikanske meditationsnørder har opdaget at det kan være en særdeles potent praksis, der i en højdosisudgave kan virke på omtrent samme måde som psykedeliske stoffer.

Det kan du læse om i artikel nummer 2 i denne miniserie om ildkasina. Inden da fortæller jeg her om den basale teknik. For fra et pragmatisk synspunkt handler det først og fremmest om hvad du selv kan gøre i din daglige praksis her og nu – for eksempel i aften:

Den basale teknik

Sæt dig et mørkt sted, og tænd et stearinlys. Anbring det på en armslængdes afstand og så flammen er på højde med din næse. Kig på flammen, nærmere betegnet på det sted i midten hvor den lyser klarest. Slap af i øjnene, og blink om nødvendigt, men kig ikke væk.

Sørg for at det ikke kun er dine øjne, men også din opmærksomhed der er rettet mod flammen. Du skal altså ikke sidde og dagdrømme, så øjnene stirrer uden at se, fordi du i tankerne er et helt andet sted. Du skal tværtimod øve dig i at være intenst til stede i og med synet af flammen, ligesom du i åndedrætsmeditation er intenst til stede i og med vejrtrækningen.

Hvis tankerne stikker af med opmærksomheden, fører du den kærligt tilbage til synet af det levende lys: hver eneste sitrende detalje, farvenuancerne, ildslørets halvgennemsigtighed, flammens fint flossede aftegning mod mørket. Du skal hvile blikket i ilden og hvile sindet i blikket.

Efter et par minutter lukker du øjnene. Dit vedholdende blik har nu skabt en indbrænding i nethinden, ligesom den du oplever hvis du har kigget ind i en kraftig lyskilde og blinker bagefter. Efterbilledet af flammen er dit nye meditationsobjekt – det egentlige meditationsobjekt i ildkasina.

Nu fokuserer du på efterbilledet. Der kan gå nogle sekunder inden det viser sig. Det hjælper ikke at knibe øjnene sammen, bare slap af. På et tidspunkt dukker efterbilledet op. Det kan være flakkende, blinkende, svært at fastholde. Det kan drive væk fra midten af synsfeltet. Det kan skifte form og farve. Din opgave er at give det al din ro. At holde det i et blidt, men bestemt fokus. Indtil der ikke er noget tilbage at fokusere på. Så åbner du øjnene igen og begynder forfra: indbrænding, efterbilledet og dets forvandlinger, mørke, forfra.

Et alternativ til åndedrættet

I det der traditionelt kaldes Den Trefoldige Træning, som du kan læse om i e-bogen Pragmatisk buddhisme (scrol ned i bunden og hent den gratis), er kasinameditation en del af Den Anden Træning, det vil sige træningen i ro og balance. Ildkasina kan altså bruges som et alternativ til den langt mere udbredte åndedrætsmeditation:

I begge tilfælde holder du fokus på et objekt for at stabilisere opmærksomheden. I begge tilfælde skal du først og fremmest lære at slappe af – uden at falde i søvn. Og i begge tilfælde vokser den opmærksomhedsmæssige stabilitet ud af afslapningen og bliver efterhånden til en mental klarhed og dybdeskarphed du næppe kan forestille dig før du har oplevet den.

Folk er forskellige. Visse mennesker med traumer kan have svært ved at bruge åndedrættet til at slappe af med, fordi det tværtimod kan trigge svære følelser. For dem kan stearinlysmeditation være et godt alternativ. Også for mennesker der ikke er særligt udfordrede af traumer, og som er visuelt anlagte, kan en flamme vise sig at være et langt nemmere – og sjovere! – objekt at arbejde med end vejrtrækningen. Så det er fint at eksperimentere med ildkasina i små doser, for eksempel en halv til en hel time om dagen.

Længere ind i ilden?

Ildkasina i høj dosis skal man til gengæld være påpasselig med, især som begynder. Og med høj dosis mener jeg retreat-praksis, altså mange timers meditation om dagen mange dage i træk. Her kan ildkasina risikere at føre til præcis det modsatte af ro og balance. For det er en af de mest potente og dermed også en af de mest risikable meditationsteknikker der findes.

Et ildkasina-retreat rummer de samme faremomenter som psykedeliske stoffer, men også noget af det samme udviklingspotentiale. Faktisk i mine øjne nok et større udviklingspotentiale. Men det kræver at du er solidt funderet i din daglige praksis, grundlæggende psykisk stabil og har adskillige retreats under bæltet. Hvis ikke det er tilfældet, vil jeg fraråde ildkasina i høj dosis.

Kort sagt: Don’t try this at home. For bliver du ved længe nok, vil det svage og flakkende efterbillede gennemgå en række forvandlinger og føre til stadig mere sære syner, der ikke længere har noget at gøre med stearinlysets flamme.

Hvad er det da du ser bag de lukkede øjne?

Frem mod den røde prik

Indbrænding, efterbilledet og dets forvandlinger, mørke, forfra … Lidt efter lidt, med tilbageglidninger og stillestående perioder, bevæger du dig længere og længere gennem en bestemt sekvens, der begynder omtrent sådan her:

Det flakkende og springende efterbillede falder efterhånden til ro i midten af synsfeltet. Som regel er det farvemæssigt et fotografisk negativ af det sanseindtryk du har brugt til indbrændingen: Den bleggule flamme er nu bleglilla og spøgelsesagtig. Indimellem kan den skifte til positiv, så det du ser, én-til-én ligner et stearinlys. Selv har jeg flere gange set et forbløffende naturtro rødt stearinlys, selv om det stearinlys jeg arbejdede med, var hvidt.

Allerede på det her tidspunkt stammer det du ser, altså ikke længere fra indbrændingen i dine nethinder. Det er internt genererede syner: Syner der ikke er begrænset eller reguleret af de ydre sanser.

Efterbilledet bliver efterhånden til en mere simpel aflang figur, oval eller mandelformet. Den er skarpere afgrænset mod mørket og bevæger sig ikke så meget omkring. Den kan være omgivet af tynde linjer i andre farver.

Det kan også virke som om der foregår noget inde i selve den stiliserede flamme eller bag den, omtrent som hvis den var et nøglehul i mørket du kiggede ud gennem på måske en meters afstand, og som gav dig et lillebitte udsnit af et kæmpemæssigt landskab du rejste hen over.

Senere forenkles den i forvejen stiliserede flamme yderligere og bliver til en lillebitte, knivskarpt afgrænset skive, perfekt cirkelformet og glødende rød som en laserlysprik i mørket. Det både kræver og giver betydeligt større opmærksomhedsmæssig stabilitet at holde (eller blive holdt af) dette hårfine objekt: Hvis dit fokus flakker så meget som et splitsekund, forsvinder den røde prik. Så på det her tidspunkt er ordtanker som regel stort set forsvundet, vejrtrækningen stort set umærkelig og kroppen i urokkelig ro.

Og hvad så videre?

Kun de færreste kommer ret meget længere end hertil på en lav dosis ildkasina (1-2 timer dagligt i nogle uger eller måneder). Men alt dette udgør kun den første af i alt fire faser. Og det er i de næste tre faser denne praksis for alvor folder sig ud:

Når den røde prik endegyldigt forsvinder ind i et uformeligt mørke, begynder udfordringerne for alvor. Det kræver en stærk treklang af tålmodighed, tiltro og nysgerrighed at komme videre: Øvelsen er at sidde længere og længere i mørket før du genopfrisker efterbilledet. Og efterhånden som du – uden at have noget at fokusere på! – lærer at holde din opmærksomhed klar, stabil og afslappet, vil mørket ganske langsomt åbne sig for dig.

Læs videre om det i den næste artikel.