Efter et år med en nogenlunde kontinuerlig praksis 30-45 min.

Det er særligt væk fra puden jeg kan mærke det. Små momenter som at mærke varmen fra solen eller beundre et træ. Den bedste måde jeg kan beskrive det på er ligesom kropsfornemmelsen fra da man var barn, at det bare føles dejligt at være til. Derudover mere forståelse for andres uhensigtsmæssige opførelse og accept af det ikke er noget jeg behøver reagerer på både udadtil eller følelsesmæssigt.

Under meditationen er mine tanker begyndt at kommentere på sig selv og jeg kan ligesom lade dem underholde sig selv uden jeg skal være end del af dem. Lidt på samme måde som en øm muskel man bare kan acceptere der er tilstede og så “glemmer” det. Eller som lyden af en radio som kører uden man egentlig rigtig kan høre ordene.