Troels
september 23, 2026 kl. 11:33 am23/09/26: 40 minutters åndedrætsmeditation.
En hektisk omgang med lav koncentration. Sindet ræsede derudaf og havde travlt med at logge og evaluere min praksis. Jeg følte en form excentrisk begejstring ved tanken om at logge, og den ene geniale formulering tog den anden.
Lidt senere fandt jeg ud af, at denne ‘begejstring’ (også) markerede sig som en høj kaffepuls i brystregionen, som ikke føltes videre behagelig. Det var interessant at opdage, at min store ivrighed i virkeligheden var drevet af en modvilje mod en kropsfornemmelse, jeg endnu ikke havde opdaget.
Jeg prøvede at minde mig selv om, at jeg jo har resten af dagen til at gå og evaluere min praksis, men det ville sindet ikke høre tale om. Jeg forsøgte mig tilmed med tælleteknik og noting, men det var som om, at jeg aldrig rigtig kom i gang. Til slut undrede jeg mig over, at min alarm ikke havde ringet, men det viste sig, at jeg havde overhørt den 10 minutter tidligere.