21/09/26

30 minutters åndedrætsmeditation

Koncentrationsscore: 3/10.

Krop:

– Jeg sad forholdsvist roligt, men var ikke fokuseret på kroppen.
– Tog mig selv i blindt at flytte på hænderne efter 25 minutter.
– En trykkende smerte under skulderbladet på størrelse med en tommelfinger.

Sind:

– Mange planlægningstanker: Hvordan fører jeg bedst logbog? Hvordan vedligeholder jeg min praksis? Hvornår bør jeg gå tilbage til noting/kropsscanning?
– Blev nogle gange revet væk af tanker flere gange under et åndedrag, men opdagede det hurtigt.
– Rastløshed, spændthed, utålmodighed, nysgerrighed.

Kommentarer:

Det var rart at meditere igen, selvom jeg godt kunne mærke, at koncentrationen har holdt ferie. Der var lav sanseklarhed, men kunne mærke en smule i starten af hver ud- og indånding. Brugte hhv. tælleteknik og en noting-teknik til at hjælpe med at holde fokus.

23/09/26: 40 minutters åndedrætsmeditation.

En hektisk omgang med lav koncentration. Sindet ræsede derudaf og havde travlt med at logge og evaluere min praksis. Jeg følte en form excentrisk begejstring ved tanken om at logge, og den ene geniale formulering tog den anden.

Lidt senere fandt jeg ud af, at denne ‘begejstring’ (også) markerede sig som en høj kaffepuls i brystregionen, som ikke føltes videre behagelig. Det var interessant at opdage, at min store ivrighed i virkeligheden var drevet af en modvilje mod en kropsfornemmelse, jeg endnu ikke havde opdaget.

Jeg prøvede at minde mig selv om, at jeg jo har resten af dagen til at gå og evaluere min praksis, men det ville sindet ikke høre tale om. Jeg forsøgte mig tilmed med tælleteknik og noting, men det var som om, at jeg aldrig rigtig kom i gang. Til slut undrede jeg mig over, at min alarm ikke havde ringet, men det viste sig, at jeg havde overhørt den 10 minutter tidligere.

24/09/26: 30 minutters åndedrætsmeditation

Vejrtrækningen var kort og subtil i dag, og jeg havde svært ved at registrere åndedrættets berøring. Jeg besluttede derfor at udvide mit fokus til også at inkludere øvrige kropsfornemmelser i trekantsområdet under næseborene og over overlæben.

I starten kunne jeg mærke en flygtig vibration over overlæben på størrelse med en nålespids, men jo mere jeg prøvede at zoome ind på den, jo mere veg den væk. Efter 20 minutter var jeg i stand til at mærke kulde og kildren på et område svarende til ca. to centimeter mellem næse og overlæbe. Den taktile fornemmelse af åndedrættet dukkede også igen, men var sværere at fastholde.

Min indre kommentator kommenterede ivrigt begivenhederne, men i modsætning til de sidste par dage formåede jeg at holde ham i baggrunden.

25/09/26: 30 minutters åndedrætsmeditation.

Jeg havde fokus på trekantsområdet ml. næsebor og overlæbe. Mærkede stikkende, kriblende og vibrerende fornemmelser, som udvidede sig i løbet af meditationen. Dertil mærkede jeg distinkte fornemmelser af kulde og væde i højre næsebor.

Bemærkede desuden et lilla lys og en lille rød prik bag øjenlågene, som jeg dvælede ved et minutstid, inden jeg vendte tilbage til kropsfornemmelserne.

Der var tanker, men jeg brugte ikke energi på dem – heller ikke på at få dem væk. Følte ikke det var nødvendigt at tælle eller note i dag, da opmærksomheden fandt tilbage af sig selv.

Døjede med nervesmerter i håndleddet og en fornemmelse af, at jeg sad skævt, hvilket fik mig til at rette min positur to gange.

• Dette svar blev ændret 2 uger, 6 dage siden af  Troels.

26/09/26: 27 minutters åndedrætsmeditation.

Fokus på punktet over overlæben. En summende fornemmelse.

Undersøgte også den mystiske bevægelse fra sanseobjektet til jeg-punktet (et sted inde bag panden). Det var, og er ofte, som om, at bevægelsen finder sted, når noget skal verificeres. Summende fornemmelse over overlæbe iagttages > opmærksomheden bevæger sig til hovedet > tilbage igen og så videre. Intensiteten af sanseerfaringen svækkes i den proces. Brugte mantraet: “Ikk’ gå tilbage til hovedet, ikk’ gå tilbage til hovedet”, og det virkede overraskende godt.

Jeg er glad for, jeg fik mediteret i dag, da jeg var helt afkræftet.

• Dette svar blev ændret 2 uger, 4 dage siden af  Troels.

27/9/26 + 28/9/26

Meditationerne i går og i dag var præget af massiv døsighed, og begge dage har jeg været nødt til at tage en lur bagefter. Jeg tror, kroppen er træt efter at have løbet halvmaraton i lørdags.

Det føltes umuligt at fokusere på åndedrættet i dag, så jeg flyttede opmærksomheden til skuldrene. Her mærkede jeg en kraftig tyngde, som senere bredte sig til ryggen, og til sidst føltes det nærmest som om, at jeg havde fået en tyngdevest på.

02/10/26: 27 minutters åndedrætsmeditation

Tankerne løb afsted med analyser og potentielle forklaringer på, hvorfor min meditationslyst har været dalende de seneste dage. Jeg overgav mig til spekulationerne, da det føltes meget vigtigt for mig at få etableret, hvad jeg skal stille op med min praksis.

På et tidspunkt kom tanken: “Hvem er det egentlig, jeg fortæller det her til?”, og jeg fik en ironisk distance til grublerierne og kunne fokusere på åndedrættet.

Når det er sagt, så tror jeg, at den dalende motivation hænger sammen med, at jeg har placeret mine sittings på tidspunkter, hvor jeg har været for træt til at forholde mig nysgerrigt til oplevelserne. Fremadrettet vil jeg prøve at lægge dem på lidt mere hensigtsmæssige tidspunkter, så meditation ikke kommer til at føles som noget, der bare skal overstås.

03/10/26: 30 minutters åndedrætsmeditation.

Jeg startede med at sætte en kortsigtet intention: “Jeg bliver ved åndedrættet i dag og lader mig ikke rive med af spændende tanker og kropsfornemmelser”. Det lykkedes relativt godt, og jeg opdagede det hurtigt, når opmærksomheden vandrede. Efter ca. 20 minutter blev koncentrationen stærkere, og jeg kunne blive ved de vibrerende fornemmelser over overlæben.

Der var også en fornemmelse af skævhed i skuldrene og ryggen, hvilket flere gange fik mig til at rette op, men det ændrede ikke på noget – formentlig fordi jeg ikke sad spor skævt 😉

05/10/26: 30 minutters åndedrætsmeditation.

Jeg notede “ind” på indåndingen, “ud” på udåndingen og “pause” mellem hvert åndedrag. I starten var der en del tanker, men jeg formåede at fastholde rytmen.

Efter 15 minutter skete et skifte. Det føltes som om, at der blev skruet ned på mit mentale stereoanlæg. Jeg kunne stort set kun høre min egen noting og regnen på vinduet – meget fredfyldt. Der kom fortsat tanker, men færre og med mindre intensitet.

Kroppen var også mere stille end vanligt, og det faldt mig slet ikke ind at flytte i løbet af de 30 minutter.

06/10/26: 30 minutters åndedrætsmeditation.

Jeg notede ligesom i går og koncentrationen var forholdsvis stabil. Bemærkede døsighed og ømhed i ryggen, men lod det være. Halvvejs igennem var mit fokus blevet bedre, og jeg droppede åndedrætsnotingen for at fokusere på en kildrende fornemmelse under næseborene. Efter cirka fem minutter vendte jeg dog tilbage til åndedrættet igen, da opmærksomheden var vandret.

8/10/26: 30 minutters meditation

Startede med åndedrættet og mærkede kulde, men var det meste af tiden opslugt af tankerne. I begyndelsen var der velbehag, men det skiftede med tiden til modvilje, selvom jeg prøvede at minde mig selv om, at dårlig koncentration også er okay nogle gange.

Efter et kvarter kom en stærk indskydelse til at rejse mig — jeg var tæt på, men valgte at blive siddende, med en lille justering: at slippe kontrollen og lade meditationen styre sig selv. Umiddelbart efter begyndte skuldre og nakke at vride sig, intensiteten tog til i et par minutter, og til sidst foldede kroppen sig sammen som en skildpadde. Jeg blev liggende sådan de sidste 10 minutter, til klokken ringede.

11/10/26: 30 minutters meditation.

Meditationen fulgte samme mønster som i torsdags. Et kvarter med mange tanker, mental og fysisk uro, indtil jeg ligesom gav slip. Derefter fulgte kriyas i form af pludselige, mekaniske skuldre- og nakkebevægelser. Ligesom sidst faldt kroppen sammen i en slags yogapositur, inden den satte sig op og rystede videre. Der var stærkere intensitet på kropsbevægelserne end sidst, og min nakke og arme spasmer stadig en smule, mens jeg skriver dette.

Jeg ved ikke, om man overhovedet kan kalde det, jeg laver for meditation, men det har føltes rigtigt at afgive kontrollen de seneste gange. Jeg er nærværende med kropsfornemmelserne, men kan ikke lade være med at stille mig selv spørgsmålet, om der er et element af eskapisme i at lade sig overgive.