Efter et år med en nogenlunde kontinuerlig praksis 30-45 min.

Det er særligt væk fra puden jeg kan mærke det. Små momenter som at mærke varmen fra solen eller beundre et træ. Den bedste måde jeg kan beskrive det på er ligesom kropsfornemmelsen fra da man var barn, at det bare føles dejligt at være til. Derudover mere forståelse for andres uhensigtsmæssige opførelse og accept af det ikke er noget jeg behøver reagerer på både udadtil eller følelsesmæssigt.

Under meditationen er mine tanker begyndt at kommentere på sig selv og jeg kan ligesom lade dem underholde sig selv uden jeg skal være end del af dem. Lidt på samme måde som en øm muskel man bare kan acceptere der er tilstede og så “glemmer” det. Eller som lyden af en radio som kører uden man egentlig rigtig kan høre ordene.

Fed tråd! Svært at sige hvor det ikke har haft indvirkning efter 3 års fast praksis med en time om dagen og halvanden håndfuld retreats.

Noget jeg kan huske at jeg bemærkede efter et års tid var at jeg før i tiden troede jeg vidste hvordan jeg havde det. Men i retrospekt anede jeg det simpelthen ikke, for jeg tog mest bare hvordan jeg havde det lige nu og forestillede mig at sådan gik det for tiden. Med min logbog hvor jeg kunne følge nogle længere tråde blev jeg efterhånden opmærksom på det og mit perspektiv bredte sig ud over et større tidsperspektiv, så jeg føler jeg er mere rodfæstet i hvad der egentlig foregår for tiden, frem for bare at flagre afsted som et meget selvsikkert men helt forvirret blad i vinden.

En anden af de store linjer er at jeg havde så sindssygt travlt med alting altid. Kæmpe gigapres indefra. Fra uddannelse og karriere til helt åndssvage små præstationer og udmærkelser i mikrodetaljer der kunne bevise min dygtighed og særlighed. Selvmonitorerende optimerende tankespiraler. Sikke en ro der er blevet. Jøsses.

I januar 2024 kom jeg hjem fra Sri Lanka efter 3 ugers besøg hos min bror, der havde levede som munk dér og havde gjort det i 36 år. Jeg havde under mit besøg taget tilflugt til Buddha, og hjemkommet derfra blev min meditationspraksis lidt mere regelmæssig. Ca 20 min om dagen. Efter få måneders praksis bemærkede jeg at den sitrende nervøsitet, som ellers var en del af mit liv, havde fortaget sig. Jeg blev ikke længere helt ødelagt, hvis jeg mødte negative vibrationer. Lidt mere ro, lidt fastere grund under fødderne. Gode tilbagemeldinger fra mennesker omkring mig.

Det gjorde en positiv forskel for mig at jeg tog tilflugt.

Siden har jeg praktiseret regelmæssigt i perioder, men falder også ud af vanen i andre perioder, hvor andre gøremål kommer til at fylde for meget.

Tak fordi du spørger. Det er godt at få lejlighed til at sætte ord på.

Efter sølle 2 måneders meditation ca 30 min om dagen, har jeg oplevet så gode nye takter i mit liv, at jeg er totalt opsat på at fortsætte og øge indsatsen. Som flere andre skriver, så er det små ting, hvor sanserne er blevet skærpet (farver, former og lyde) Det er følelsen af at kunne rumme andre mennesker bedre og ikke at lade grublerier løbe afsted med mig. I mit arbejde som kirkemusiker har jeg mistet den indre stemme, der non-stop har fortalt mig, at jeg lige om lidt spiller forkert. Det er så befriende 😄 Der er dog også plads til forbedring, bekymringer ligger og lurer, og pludselig kan jeg tænke kraftidiot om en kollega. Men alt i alt har jeg på fornemmelsen endelig at være på rette spor i forhold til at skabe helt grundlæggende forandring.