Hej Marianne. Det lyder tungt og genkendeligt, og jeg kan da i hvert fald fortælle, hvordan jeg selv har gjort. I min egen praksis har metta-meditation (kærlig-venlighed) været hjælpsomt til lige netop det der. Der er noget utrolig fint og kontraintuitivt i at lade en metta-meditation føre frem til den absolut sværeste person, dvs. den person man på ingen måde har lyst til at ønske noget godt for – og så sende ubetinget venlighed den vej. For mig har det ikke handlet så meget om at få vreden til at gå væk eller at ændre på relationen, men at forsøge at gøre plads til en anden måde at forholde sig til personen på. Det gør det lettere at sidde med vreden, både i hverdagen og fx også som meditationsobjekt i vipassana. Måske kan du bruge det.

Hej Marianne – mit intuitive svar på hvor man putter vreden hen, er, at vreden ikke skal noget sted hen, men skal føles. Den er ikke din fjende.

Faktisk kan du se den som en insisterende sparringspartner når du skal træne det at vende tilbage til åndedrættet – eller hvad du anvender som meditationsobjekt – når tanker og følelser griber forstyrrende ind.

Hej Marianne
Meget genkendeligt.

Jeg havde en periode med store knasende omvæltninger i mit privatliv med mange ubehagelige følelser til følge. For mig var det enormt befriende at gå til kroppen, og så vidt muligt lade vreden – som virkelig væltede frem i den periode – få frit lejde i kroppen. Så vidt muligt lade relationer og historier være hvad de var, men lade den “energi” der meget insisterende bankede på få fuld plads. Jeg sad på puden, men prustede og hvæsede og holdt armene op som mur omkring mig og skubbede væk og mærkede hvordan energien bølgede rundt i kroppen. Især var der stor aktivering når jeg lod opmærksomheden brygge omkring bunden af maven. Ind imellem kom der i samme bølger en masse sorg og omsorg.

Meget lidt zen-agtigt, men det føltes virkelig godt at blive venner med vreden på den måde, vænne mig til hvordan den føltes helt fysisk, hvordan min krop bevægede sig med den og opleve hvordan tanker og perspektiver formedes af den.

Hej Marianne,

Jeg har haft stor nytte af en teknik, som Niels Lyngsø lærte mig.

Jeg opfattede tidligere mit sind og minde tanker som “mig”, dvs. det var min opgave at styre og bestemme over hvad der skete, også hvilke tanker, der dukkede op, og det kunne jeg ikke, og jeg følte at jeg ikke var god nok til at styre mig selv, siden der dukkede upassende tanker og vrede op.

Niels lærte mig i stedet for at se på sindet som en virksomhed med mange afdelinger, der hver især tager sig af forskellige opgaver, og det, som jeg kan se i mit indre rum, er en slags møderum eller bestyrelseslokale, hvor repræsentanter for de forskellige afdelinger møder op og kommer med deres budskaber, sommetider mange forskellige budskaber mere eller mindre samtidigt.

Det interessante er at der er ingen, der styrer hvem der kan dukke op hvornår og hvor højt de kan råbe.

Når vreden kommer (og den kommer stadig til mig en gang i mellem, det kan jeg ikke forhindre), så forsøger jeg ikke at undertrykke eller flygte fra den, men prøver jeg at se for mig at der kommer ophidsede mennesker ind i bestyrelseslokalet; det kan f.eks. være nogen fra “Afdelingen for eder og forbandelser og indædt raseri over dumme svin og idioter, der ikke vil forstå!”, og de kan stå og råbe op og fægte med armene og rulle med øjnene og måske have fråde om munden, og jeg ser dem for mig, og kan give dem opmærksomhed uden at blive revet med af den vrede, de repræsenterer; jeg kan betragte vreden lidt på afstand, og jeg kan stille og roligt love dem at jeg vil se på sagen, og når vreden bliver set og anerkendt, så falder de ophidsede mennesker til ro og går tilbage til den afdeling, de kom fra.

Det kræver selvfølgelig at man bliver opmærksom på vreden, inden man bliver revet med, og det kræver øvelse og tålmodighed, men øvelse og tålmodighed gør mester!

Mange gode hilsner fra Ulla