september 26, 2026 kl. 12:30 pm

Gammel hejre i Nordsjælland :-)

Hej allesammen! 😀

Jeg hedder Ulla og er 68 år gammel og bor i Nordsjælland i Ølsted, 15 km vest for Hillerød.

Min meditationspraksis går en lille snes år tilbage, on and off. Den begyndte med tantrisk yoga efter swami Satyananda, som man underviser i på “Skandinavisk Yoga og Meditationsskole”. Efter i en årrække at have fulgt en række kurser på “Skandinavisk Yoga og Meditationsskole” fik jeg min egen lille hjemmepraksis, der fulgte kurset i bogen “A Systematic Course in the Ancient Tantric Techniques of Yoga and Kriya”, som er baseret på swami Satyanandas undervisning. Jeg synes selv at jeg kom et godt stykke ind i basal yoga og meditationsteknik (koncentrationsteknikker) og lærte mig selv og min bevidsthed meget bedre at kende og fik endda fået løst op for en meget stor mental knude (samskara), som jeg så erkendte og kunne arbejde videre med.

I begyndelsen af 2025 læste jeg så Niels’s helt igennem pragtfulde bog “En sti gennem indsigtens landskaber”, og blev klar over at her var virkelig nogen og noget, som kunne bringe mig videre, så jeg kontaktede Niels og vi aftalte et personligt vejledningsforløb, som jeg fik stort udbytte af. Jeg har ikke ordet i samme magt som mange af dem, der har skrevet om deres oplevelser med Niels, så jeg vil bare sige at jeg varmt kan tilslutte mig den ros, han har fået af sine kursister.

Jeg er fortsat på egen hånd med de teknikker, Niels har lært mig. Jeg finder meditation både vanvittig spændende og nyttig, og jeg har stor glæde og nytte af den ikke bare på puden, men også i mit daglige liv.

Og så glæder jeg mig meget til at deltage i denne online sangha og bidrage efter bedste evne.

  • Niels_Lyngsoe

    september 27, 2026 kl. 7:41 am

    Velkommen til, Ulla. Så dejligt at se dig her også! Håber du får gavn og glæde af fællesskabet. 🙂

Log ind for at svare.