Der har efterhånden været en del omtale, også i danske medier, af de farer der er forbundet med at tage på silent retreat. Der har været historier fremme om folk som har oplevet alvorlige mentale bivirkninger, indimellem af langvarig karakter, inklusive psykotiske episoder og selvmord.
Eftersom jeg har skrevet et par bøger om meditation, har rigtig mange kontaktet mig for at høre hvad jeg mener om den sag: Er det farligt at tage på silent retreat?
Det ufortalte
Det er et vigtige spørgsmål som fortjener et nuanceret svar. Et sådant svar vil jeg forsøge at give her. Og det må nødvendigvis også inddrage det modsatte spørgsmål: Er det gavnligt og måske ligefrem nødvendigt at tage på silent retreat hvis man gerne vil lære at meditere?
Historierne om de farlige silent retreats begyndte med en podcast-serie fra Financial Times, kaldet ”Untold: The Retreat”. Herhjemme blev den samlet op af blandt andre Politiken, Børsen og DR P1-programmet ”4. division”.
Ingen af de nævnte danske medier havde opdaget, at jeg medvirker i den engelsksprogede podcast (jeg omtales med fornavn og nationalitet og har et par replikker her og der). Derfor er der heller ikke nogen der ved, at jeg føler mig godt og grundigt taget ved næsen af de britiske journalister.
Historien bag min medvirken
At de overhoved kontaktede mig, skyldtes at jeg i 2019 havde en meget ubehagelig oplevelse på et silent retreat og skrev om det på et engelsksproget internetforum. Journalisterne fandt frem til mig i sensommeren 2023, og vi lavede et interview der varede mere end en time.
Jeg fortalte dem om mine årelange erfaringer med intensiv meditation, herunder naturligvis især om den ene gang i 2019 hvor det gik galt. Jeg understregede over for dem at jeg ikke alene havde fået det godt igen ret hurtigt efter forskrækkelsen, men at jeg også, især siden et retreat i 2022, har oplevet hvad jeg bedst kan beskrive som en opgradering af hele mit mentale styresystem. Jeg har det exceptionelt godt, ja, langt, langt bedre end jeg overhovedet havde troet det var muligt at have det som menneske: Sindsro, livsmod, følelsesmæssig modenhed, forøget arbejdsglæde og vitalitet …
Bjergbestigere brækker benene!
Jeg sagde til journalisterne at det var helt på sin plads med skarp kritik af den organisation som står bag de silent retreats hvor folk er kommet galt af sted (jeg vender tilbage til min egen skarpe kritik nedenfor). Men jeg tilføjede at fordelene ved intensiv meditation også hørte med til historien. Især fordi det er så sjældent at meditation overhovedet kommer på dagsordenen i en bredere offentlighed. Og at det ville være meget ulykkeligt hvis dét folk fik ud af podcasten, var at intensiv meditation, og måske meditation i det hele taget, var farligt. For selv om der afgjort er risici, og selv om der mangler ordentlig forskning på feltet, er det lige så indlysende at intensiv meditation rummer et enormt – og hidtil stort set uudnyttet – potentiale for os mennesker.
Hvis I kun fokuserer på de yderst sjældne tilfælde hvor det går helt galt, sagde jeg til journalisterne, vil det svare til at I i en podcast om folk der bestiger Mount Everest (vel at mærke til en offentlighed der stort set intet ved om bjergbestigning), kun fokuserer på dem der brækker benene eller kommer af dage. Det ville være både uhæderligt og dumt at fortælle historien om rejsen mod de forjættende tinder uden at omtale alle dem der faktisk var nået et stykke op ad bjerget og var kommet trygt ned igen. Ligesom man skylder sit publikum at fortælle hvad det er de rejsende får ud af det, og hvorfor de gør det. Jeg vil ikke bidrage til en historie der bare fortæller at meditation er farligt. Det kunne journalisterne godt forstå – sagde de.
Journalisterne løb fra deres løfte
Journalisterne løb fra deres løfte om at tegne det fulde billede og lavede i stedet en urimeligt spidsvinklet podcast-serie. Min fulde fremstilling blev reduceret til et par sound bites a la ”I’ve never been so scared in my life”.
Det var næppe kun mig der blev skamklippet. De meditationseksperter jeg havde anbefalet dem at tale med, optrådte i øvrigt ikke i podcasten. Resultatet var fire gange cirka en times udsendelse udelukkende om bjergbestigere der er uden erfaring, bliver dårligt vejledt og kommer galt af sted. Da jeg hørte podcasten, fortrød jeg at jeg havde sagt ja til at medvirke.
Så her kommer en mere nuanceret og mere relevant fremstilling af sagen – og et svar på det indledende spørgsmål: Er det farligt at tage på silent retreat?
Hvad er et Goenka-retreat?
For det første er det vigtigt at forstå at hele denne debat har fundet sted med udgangspunkt i en helt specifik form for silent retreat, nemlig det der mere præcist kaldes et Goenka retreat, opkaldt efter den afdøde indisk-burmesiske forretningsmand der har designet det meget udbredte tidages kursus.
Jeg har beskrevet dette retreat-design indgående i begge mine bøger om meditation, så her vil jeg nøjes med følgende: Der er tale om et stramt struktureret og stærkt standardiseret forløb der udbydes i fuldstændig identisk form på omkring 200 meditationscentre verden over. Forløbet varer 10 dage, man laver 10 timers siddende meditation per dag, og det hele foregår i såkaldt ”noble silence”, hvilket vil sige at eleverne hverken taler, skriver, gestikulerer eller på anden måde kommunikerer, og ikke har adgang til hverken telefon, computer eller andre former for distraktioner undervejs.
Hvad er der galt med Goenka-retreats?
Der er meget kritisk at sige om Goenka retreats. Både om selve formatet og om den organisation der forvalter traditionen efter den afdøde guru.
Et af problemerne er den restriktive og rigide indstilling til meditationsteknik. I den buddhistiske tradition findes der bogstavelig talt hundredvis af vidt forskellige teknikker. Hos Goenka er der i realiteten kun én, nemlig den såkaldte bodyscan.
Kropsscanningen bliver fremstillet som synonym med ”vipassana”, hvad der er notorisk forkert, eftersom der findes adskillige andre vipassana-skoler og -teknikker. Vipassana bliver desuden fremstillet som den oprindelige buddhistiske metode, dét Buddha selv underviste i, hvilket er en grov fordrejning af sandheden. Som er at kropsscanningen kun nævnes sporadisk i primærteksterne, som i øvrigt rummer mange, mange andre lige så oprindelige ”buddhistiske metoder”. Og at den teknik Goenka underviser i, er en moderne videreudvikling (hvad er jo ikke er noget galt i).
Sekteriske træk
Buddhismen er en gigantisk og vidt forgrenet tradition, og det er et velkendt trick at hævde at den lille kvist på det store træ som man selv tilfældigvis sidder på, er den eneste der står i direkte forbindelse med de dybeste rødder.
Der er kort sagt nogle tydeligt sekteriske træk hos Goenka selv og hos den organisation han har efterladt sig.
I den buddhistiske tradition vil en mester typisk udpege adskillige elever som han mener er dygtige nok til at føre traditionen videre. En sådan elev bliver, som det diskret hedder, ”bedt om at undervise” af mesteren. Hvilket vil sige: får lov til at formidle dharmaen (buddhalæren) og forfine og videreudvikle teknikkerne – på egen hånd, som en ny mester. Det er sådan traditionen har holdt sig levende gennem mere end 2500 år.
Guruen Goenka
Det er i mine øjne meget sigende at Goenka aldrig udpegede én eneste elev der kunne føre traditionen videre fra hans lille kvist på det store træ. Efter årtiers virke og efter at have undervist titusindvis af mennesker fandt han ikke én som han syntes havde gjort sig fortjent til at blive ”bedt om at undervise”.
De mennesker der er til stede på nutidens Goenka retreats, kaldes karakteristisk nok ”assistant teachers”. De er hjælpelærere for den afdøde guru. Deres job består primært i at tænde for båndet med de instruktioner Goenka selv indtalte inden sin død, og for de videoforedrag med den afdøde mester der bliver afspillet hver aften under et Goenka retreat.
For få og for dårligt trænede lærere
På de fire Goenka retreats jeg har deltaget i, har der været en eller to hjælpelærere til 80 elever. Det i sig selv er i mine øjne uansvarligt. Dertil kommer at de hjælpelærere der er, efter alt at dømme mangler træning i hvordan man håndterer folk i akut psykisk krise.
Goenka-organisationens respons på den kritik der er kommet frem i forbindelse med Financial Times-podcasten, har været defensiv, passiv-aggressiv, ukonstruktiv og ukærlig. De afviser at have begået fejl og ser ingen grund til at lave om på noget som helst.
Så hvad er min konklusion?
Skal man bare holde sig langt væk fra Goenka retreats?
Jeg vil som udgangspunkt ikke anbefale at man tager på Goenka-retreat hvis man er begynder. Det gjorde jeg selv – jeg vidste ikke bedre dengang.
Men hvis du møder op på et Goenka retreat med et godt psykisk helbred og en solid daglig meditationspraksis i bagagen, vil du med meget stor sandsynlighed få god gavn af opholdet. Du vil lære noget om stærk koncentration, om hvordan det egentlig føles at have en krop og et sind, og om hvordan du overkommer hindringer som smerte, modvilje, døsighed og selvkritik. Det vil med meget stor sandsynlighed blive særdeles udfordrende, men til at håndtere.
Selv om risikoen for at få en oplevelse du ikke kan håndtere, under de her nævnte forudsætninger er meget lille, vil jeg stadig ikke anbefale at et Goenka retreat bliver din første retreat-oplevelse. Begynd med noget mere overkommeligt.
Sådan minimerer du risikoen ved et retreat
Hvis du er interesseret i at prøve kræfter med intensiv meditation, er min første anbefaling at du ikke bare gør det på egen hånd. Søg vejledning hos nogen der selv har solid retreat-erfaring, bred viden om meditation og en god psykologisk forståelse. Tal helst med flere forskellige mennesker, mærk efter hvem du har tillid til, søg baggrundsviden og stol på din intuition.
Når folk søger vejledning hos mig, er min anbefaling til de fleste at du først opbygger en solid daglig praksis, hvilket vil sige at du sidder mindst en halv time hver dag i et par måneder. Derefter kan du prøve at tage en dag eller to hjemme hos dig selv med for eksempel fem timers daglig meditation. Afhængigt af hvordan det går, kan du så stille og roligt og under fortsat vejledning skrue op for intensiteten.
Der er mange andre retreats end Goenkas
Hvis du ikke har lyst til at lave solo-retreat, men gerne vil på retreat sammen med andre (og uanset hvor solo-minded du er, vil det være en god idé at gøre på et tidspunkt), vil jeg anbefale at du ikke tager et Goenka-retreat som det første. For der bliver udbudt mange andre meditationsretreats rundt omkring, og de er, efter min vurdering, så godt som alle sammen betydeligt mere overkommelige og betydeligt sikrere.
Det er en vigtig detalje der også er gledet i baggrunden i denne debat: Der bliver talt generelt om silent retreat, men de tidages kurser Goenka-organisationen tilbyder, er kun én måde at opbygge et intensivt meditationsretreat på. Det kan gøres – og bliver gjort! – på rigtig mange andre måder:
Man kan selvsagt skrue på antallet af timer og dage der mediteres. Man kan skrue på fortolkningen af hvordan stilheden skal praktiseres. Man kan også variere teknikkerne, ligesom man kan indlægge stabiliserende faktorer såsom fysisk aktivitet og social udveksling. Man kan have færre elever per lærer og lægge langt større vægt på individuel variation og personlig vejledning, så det ikke bliver Goenka-maskinens one size fits all.
Er retreats overhoved nødvendige?
Intensive meditationsretreats er efter min mening en uomgængelig del af en dybere praksis. Hvis du kun er interesseret i lidt mere ro på nerverne og almindelig mindfulness, behøver du ikke tage på retreat. Men hvis du vil arbejde dig frem mod den dybe og varige transformation som en (for eksempel pragmatisk) buddhistisk praksis kan føre til, er du nødt til at bevæge dig lidt op ad det bjerg. Og det kræver ordentlige sikkerhedsforanstaltninger og ordentlig vejledning.
Har du det, vil jeg på det varmeste anbefale at tage af sted. Det kan fuldstændig forandre dit liv.