MEDITATION SOM EN DYBERE PRAKSIS

Mit december-retreat 2023 – dag 1 til 14

Jeg har lavet mange solo-retreats gennem de seneste 5-6 år, men det her adskilte sig fra de foregående – af flere grunde.

Et anderledes retreat

For det første var mit seneste retreat et par dage længere end det hidtil længste. For det andet arbejdede jeg uden nogen form for tidsplan. Tidligere har jeg altid haft et stramt dagsprogram. Jeg har været god – også lidt for god – til at være meget disciplineret. Derfor valgte jeg denne gang en flydende og løs struktur:

Jeg sov til jeg vågnede af mig selv, mediterede så længe det føltes meningsfuldt, holdt pause når jeg havde lyst, spiste når jeg var sulten, og gik i seng når jeg var træt. Mod forventning førte denne intuitive tilgang faktisk til flere timers meditation per dag end på noget tidligere retreat. Men det kan også hænge sammen med den sidste ting der var anderledes:

For det tredje arbejdede jeg denne gang med nogle nye teknikker. Førhen har jeg især arbejdet med åndedrætsmeditation, såkaldt noting technique og kropsscanninger. Denne gang arbejdede jeg primært med to teknikker, som jeg ganske vist havde undersøgt i min daglige praksis, men ikke tidligere havde fordybet mig i på et retreat. To teknikker der har det til fælles at de er mindre fysisk krævende end den traditionelle siddende meditation.

Ildkasina og drømmeyoga

Eftersom de to teknikker jeg arbejdede med, var ildkasina og drømmeyoga, mediterede jeg bogstavelig talt dag og nat. Intentionen – det uopnåelige ideal – var at holde kontinuitet i min mindfulness 24-7 gennem alle tre uger, altså konstant være bevidst om hvad der foregik i bevidstheden, dag og nat.

Sådan blev det ikke, og det havde jeg heller ikke regnet med: Der var perioder med dyb søvn hvor jeg ikke var det mindste mindful – forventeligt nok. Men der var også perioder hvor koncentrationen var stærk nok til opretholde mindfulness ned gennem det såkaldte hypnagogiske stadie, det stadie man normalt styrter ned gennem når man falder i søvn.

Efter nogle dages retreat lykkedes det mig ofte at svæve lige så langsomt ned i søvnen med klar bevidsthed hele vejen. Det skete også et par gange at der var et vågeblus af mindfulness i den drømmeløse søvn. Og navnlig havde jeg mange såkaldte klardrømme (lucid dreams, hvis man vil google), hvilket er en forudsætning for at kunne dyrke drømmeyoga.

Min natlige praksis kan jeg måske fortælle mere om en anden gang. For her skal det handle om ildkasina.

Forfra igen – og igen

Jeg har skrevet om ildkasina-teknikken her, og jeg har fortalt om hvad der sker hvis man praktiserer den intensivt, her. Kort sagt bevæger man sig typisk gennem fire faser. Hvad de består af, vil jeg ikke gentage her, men bare rapportere at jeg kom igennem første fase allerede i løbet af de første timer på dag 1. Hvilket ikke betyder at den fase så var endegyldigt tilbagelagt, for ildkasina er, som næsten alle former for meditation, en repetitiv praksis:

Hver gang man begynde forfra med stearinlysflammen, begynder man også forfra med faserne, uanset hvor langt man er nået. Så arbejder man sig om muligt frem til sin cutting edge og et lille nøk videre. Indtil koncentrationen svigter, typisk enten på grund af døsighed eller rastløshed/tanker. Hvorefter man begynder forfra igen.

Den anden og mere krævende fase opholdt jeg mig i langt det meste af tiden frem til dag 11 eller 12 eller måske 13. Den upræcise tidsangivelse skyldes at overgangen til tredje fase var langsom og glidende.

En mørkevandring mod lys

De første 4-5 dage skete der ikke det store i synsfeltet efter at den røde prik var forsvundet, hvilket markerer afslutningen på første fase. Jeg sad med et spøgelsesagtigt gråt skær, et formløst halvlys, som var uinteressant og stort set umuligt at fokusere på.

Så begyndte der at dukke farver op. Til at begynde med især rød og blå. Formløse klatter, i begyndelsen lyssvage og kortlivede, men efterhånden mere klare og farvestærke, tydeligere afgrænsede og med længere levetid.

På dag 6 om aftenen kom den første af en række peak-oplevelser: I et kvarters tid var der et stærkt hvidt lys i synsfeltet, stroboskopisk blinkende, omtrent som en gammel sorthvidfilm. De kaotiske, uskarpe billeder lod til at forestille en folkemængde i oprør. Samtidig var der i kroppen en fornemmelse af energi som strømmede fra et stramt område midt i brystet ned i bækkenpartiet, der til gengæld var afspændt og tungt og bundsolidt funderet på puden.

Peak-oplevelser under retreat følges ofte af en slags ”nedtur” i form af for eksempel utålmodighed, frustration, modløshed eller døsighed. Og det var da også hvad jeg sad med gennem hele dag 7.

Farve-eksplosion

Om aftenen på dag 7 fulgte endnu en peak-oplevelse, denne gang et sandt festfyrværkeri af farver: Skyer af guldstøv der blev spredt til alle sider af rosenrøde tågeeksplosioner, blåviolette og halvgennemsigtige gardiner der blafrede som nordlys. Hverken i naturen eller i billedkunsten har jeg set farver af en sådan skønhed. Yves Kleins berømte blå og Emil Noldes ildrød er nok det der kommer nærmest.

Der var også nogle mærkeligt ubestemmelige farver som, skønt de var meget lysstærke, ikke rigtig kunne placeres i et farvespektrum, fordi de så ud til at være for eksempel både blå og orange på samme tid, måske omtrent som den kjole der gik viralt for nogle år siden, fordi folk var dybt uenige om hvad farve den var.

Jeg så kort sagt ikke blot farver der var smukkere end nogen farve jeg før har set, men også farver jeg aldrig har set med åbne øjne.

Synsfeltet får dybde

Det var også omkring dag 7 at jeg gradvist begyndte at opfatte en form for dybdedimension: Der havde længe været en iagttagerpositionen ”her” og en 2D-skærm ”derovre”, men nu var der også et tomrum, en afstand, mellem iagttageren og skærmen.

I overensstemmelse med de praksisråd jeg havde læst mig til på firekasina.org, forsøgte jeg at fokusere et sted i det tomme rum foran skærmen. På et tidspunkt dukkede der – lyssvagt og kortvarigt – noget op som ikke befandt sig på 2D-skærmen, men i mellemrummet. Og på den måde blev et diffust todimensionelt synsfelt langsomt forvandlet til et mere klart tredimensionelt synsrum.

“Nedtur”

Dag 8, 9, 10 og det meste af dag 11 gik med den forventede efterfølgende ”nedtur” efter det farve-eksplosive peak: Rastløshed, irritation, perioder med ekstrem døsighed og en generel fornemmelse af at stå i stampe. Alt sammen dog heldigvis på en bund af genkendelighed og sindsligevægt, som gjorde at de følelsesmæssige udsving var ret små – og langt fra så voldsomme som på mange tidligere retreats. Jeg har efter nogle dyrekøbte erfaringer omsider lært at et retreat som regel er en rutsjebanetur. Så jeg er blevet bedre til bare at læne mig tilbage og nyde det, også når det – tilsyneladende – går ad ned ad bakke.

På dag 11 om aftenen stabiliserede bevidstheden sig omsider i en sval og omfattende sindsligevægt, der også prægede dag 12. Synsoplevelsen ændrede sig ikke spor, men den måde jeg forholdt mig til den, ændrede sig: Jeg var i ro med det.

En døvende lysstorm

På dag 13 om eftermiddagen kom den tredje peak-oplevelse – den stærkeste på dette retreat. Da jeg satte mig i min lænestol efter et måltid, forventede jeg en vis døsighed fordi jeg lige havde spist, men i stedet tog den visuelle oplevelse pludselig nogle hurtige skridt fremad – efter at have stået stille i dagevis (uden tvivl et produkt af den stærkere sindsligevægt):

Det tredimensionelle rum stabiliserede sig. Mellemrummet mellem baggrundsskærmen og iagttagerpositionen blev befolket med komplicerede og klart aftegnede tredimensionelle figurer, som både bevægede sig og roterede om sig selv. Farverne blev mere lysstærke.

Lidt forsinket kom så den forventede fordøjelsesdøsighed. Jeg besluttede med det samme at give efter for den og regnede med at farver og figurer ville fortone sig i mørket mens jeg tog en lur. Men sådan gik det ikke. For der kom et uventet peak:

Pludselig blev hele synsfeltet fyldt af en vedvarende lyseksplosion. Det var en slags farvet fjernsynssne (hvid, lysegrå, lyserød, lysegrøn). Ikke de sædvanlige runde og bløde mini-fnug, men kantede, skarpe partikler. Lysstyrken var høj, på grænsen til det smertelige. Samtidig var kroppen fuldstændig tung og afslappet, som i dyb søvn. Jeg kunne nærmest ikke bevæge den og var kun halvvej mindful: Jeg var der, men jeg var også væk. En slags trance. Tidsfornemmelsen blev usikker, men det varede vel en times tid.

Så løjede lysstormen langsomt af. Jeg skiftede fra lænestol til meditationspude, og efter en enkelt indbrænding med stearinlysflammen nåede jeg i løbet af ti-femten minutter tilbage til den hidtil mest komplekse synsoplevelse: det tredimensionelle rum.

Hurtige fremskridt

Dag 14 begyndte med lidt døsighed, men den var nem at arbejde sig igennem, og resten af dagen var præget af hurtige fremskridt: Det tredimensionelle rum var nu helt stabilt, og der blev stadig færre 2D-figurer, stadig flere 3D-figurer, mærkelige abstrakte og komplicerede former der var i konstant forandring og bevægelse og fadede og morfede ind og ud af sig selv og hinanden.

Det hele var præget af en virkelig forbløffende og endeløst legesyg kreativitet. Det føltes på ingen måde som ”mit” synsfelt: Det var ikke mig der ”fantaserede”, ikke mig der skabte det her, det ville jeg aldrig have været i stand til.

Tredje fase lod kort sagt til at være mere eller mindre stabiliseret, og det var god timing. For på dag 15 skulle jeg helt ind i mørket.

Det kan du læse om i anden og sidste del af min retreat-rapport.