Jeg er født i 1968, forfatter, oversætter, far, kæreste og bosiddende i Bredemisteskoven på Østfyn. Glad for hummus, ginger beer og mit eget hjemmebagte rugbrød. Fuld af beundring for svaler, syrener og birketræer. Og mennesker der gør hvad de kan, også når det ser sortest ud. Har været gift og skilt indtil flere gange og har, før jeg begyndte at meditere, indimellem drukket lidt for meget alkohol og røget lidt for mange joints. Kan lide at nørde mig dybt ned i alskens kaninhuller. Kan være både sød, idiot og meget vedholdende, nogle gange samtidig.
Hvis den buddhistiske lære skal virke, skal den ikke bare dyrkes på en meditationspude, men også integreres konkret i den måde man lever sit liv på.
I efteråret 2017 tog jeg på mit livs første meditationsretreat. Da jeg kom hjem, var jeg så begejstret at jeg skrev en bog om det: Ti dages stilhed. Samtidig besluttede jeg at indlede en intensiv meditationspraksis, og siden da har jeg tilbragt 1.000 timer om året på en meditationspude. Konkret betyder det at jeg sidder 2 timer hver dag og er i retreat sammenlagt 1 måned om året.
Intensiv meditation er bevidsthedsudvidende og kan føre til lige så vilde oplevelser som psykedeliske stoffer. På retreat efter retreat gennem de seneste snart syv år har jeg været ude for lidt at hvert – helt uden brug af kemiske hjælpemidler: Jeg har set krystaller der voksede op af gulvet foran min meditationspude, og ulæselige alfabeter hvis tegn som insekter kravlede hen over hinanden på alle væggene. Jeg har hørt et ubestemmeligt væsen snerre og snøfte ganske tæt ved mit øre, selv om jeg sad helt alene og mediterede. Jeg har følt den mest isnende rædsel passere gennem mit nervesystem uden påviselig grund, og jeg har, igen uden ydre årsag, siddet i tidløse timer badet i fredfyldt lyksalighed med en oplevelse af at kroppen var så utydelig og langt væk at det ville kræve en kraftanstrengelse at genfinde hænder, arme, brystkasse, åndedræt. De fleste af de oplevelser er jeg taknemmelig for. Et par af dem kunne jeg godt have undværet. Men det er ikke så vigtigt, for i pragmatisk buddhisme handler det ikke om oplevelser. Det handler om at vågne op.
Takket være min research fandt jeg ud af at både de vidunderlige, de ubehagelige og de mærkværdige tilstande er almindeligt forekommende bivirkninger ved intensiv meditation. Bivirkninger der er velbeskrevne i den buddhistiske tradition, men som man sjældent støder på hvis man dyrker mindfulness. Mindfulness svarer til at mikrodosere meditation. Det er der intet galt med. Men der er kvalitativt forskel på om man mikrodoserer eller tager den store tur, som jeg siden 2017 har valgt at gøre.
Uden kyndig vejledning fra erfarne yogier i forskellige former for samarbejde ville jeg hverken have lært at færdes sikkert på det dybe vand eller at tage de første skridt ind i forvandlingen. Da jeg bevægede mig hinsides den første beroligelse af nervesystemet og for alvor slog ind på den buddhistiske sti, fandt jeg nemlig ud af at den indre rejse går gennem nogle meget afvekslende og indimellem meget krævende territorier. Forvandlingen var langt fra en lineær proces, og i begyndelsen var det næsten umuligt at orientere sig i landskabet. Derfor begyndte jeg at studere kortet. For i den buddhistiske tradition findes der en slags kort over de indre landskaber. En skildring af det der kaldes ”indsigtens stadier”. En rejsebeskrivelse. Som jeg folder ud i en ny bog, der hedder En sti gennem indsigtens landskaber.
Sideløbende med min praksis bruger jeg næsten lige så mange timer på at studere den buddhistiske tradition. Både de gamle skrifter og nogle moderne udlægninger, især af pragmatisk art: Indsigtsstadierne og deres forskellige udfordringer. De dybe koncentrationstilstande, der er mere tyste og abstrakte end man kan forestille sig før man har været der. Alle mulige og næsten umulige meditationsteknikker. Masser af lavpraktiske tips og tricks. Måder at bringe praksis ud i hverdagen på. Spritny forskning i hvad der sker i hjernen og med kognitionen når man mediterer virkelig meget. Forskellige former for psykoterapi og samspillet mellem terapi og meditation. De udfordringer man skal være opmærksom på hvis man er psykisk sårbar og gerne vil have en meditationspraksis. Og så videre. Det er stadig en altopslugende interesse. Den taler jeg om i en to en halv time lang og meget nørdet episode af podcasten Den forbudte skole, som du kan lytte til her.
Jeg har skrevet en ny bog om meditation og bevidsthed. Den begynder dér hvor Ti dages stilhed sluttede, i efteråret 2017, og fortæller om hvad der siden skete – på retreat efter retreat og i den daglige praksis gennem de næste fem år. Om den gamle buddhistiske lære og om buddhisme som en pragmatisk praksis. Om hvad den nyeste neurovidenskab og kognitionsforskning siger om bevidstheden. Og ikke mindst om hvad det gør ved en bevidsthed – i det her tilfælde min – når man træner den systematisk og vedholdende med god vejledning og med inspiration fra ældgamle buddhistiske meditationsmanualer. Bogen hedder En sti gennem indsigtens landskaber og udkom den 2. maj 2024. Se mere om den her, hvor du også kan læse bogens forord, som opridser den 550 sider lange rejse.
Fra 2020 og frem har forskellige mennesker opsøgt mig for at bede om hjælp til deres meditationspraksis. Sådan kom jeg i gang som meditationsvejleder. Det var glæden ved den form for samarbejde – og den gavn jeg kunne se folk havde af det – der gav mig ideen til at træde åbent frem som meditationsvejleder. For ingen kan gå alene – heller ikke jeg:
Intensiv meditation er bevidsthedsudvidende og kan føre til lige så vilde oplevelser som psykedeliske stoffer.