MEDITATION SOM EN DYBERE PRAKSIS

En praktisk tilgang til meditation

Længes du efter en dyb forvandling af dit liv?

Meditation kan give fred i sindet. Men ro er kun begyndelsen: Med en seriøs meditationspraksis kan du skabe en gennemgribende forandring af dit liv. Det ved jeg, for jeg har selv prøvet det.

I pragmatisk buddhisme er der ikke noget du skal tro på. Til gengæld er der noget du kan gøre. Og jeg kan vise dig hvordan. Uanset om du er nybegynder eller har flere års meditationserfaring.

Jeg tilbyder personlig vejledning i meditation, så du kan finde en på én gang lavpraktisk og vidtgående vej ind gennem dig selv og ud mod stadig mere frihed, balance, glæde og kærlighed.

Jeg holder også meditationsretreats og workshops og har podcasten Den Pragmatiske Vej.

Hvis du vil booke mig til et foredrag, foregår det hos Athenas. Jeg kan tale om meditation ud fra flere forskellige vinkler og skræddersyer foredraget efter jeres ønsker og behov.

Skriv dig op til mit nyhedsbrev hvis du vil holde dig orienteret om det hele. Så får du samtidig en god og grundig gratis e-bog.

Fotograf: Les Kaner

Som vejleder har Niels med sin store viden og omsorg guidet mig til at finde mine egne veje i meditationen, i mit indre og dermed også i mit liv. Med sin pragmatiske tilgang har han løbende hjulpet mig til at skabe og vedligeholde en meditationspraksis i en hverdag med små børn. Niels formår at skabe et tillidsfuldt og ærligt rum, med den mission i hjertet at udbrede meditationen og derved gøre verden til et bedre sted at være, én indsigtsfuld person ad gangen. (Nina, min elev siden april 2023)

Pragmatisk buddhisme er mere end mindfulness. Det er meditation som en dybere praksis.

Man taler i den buddhistiske tradition om Den Trefoldige Træning. Du træner både 1) din moral, 2) din ro og balance og 3) din visdom. Grundlaget er meditation – en række vidt forskellige former for meditation.

Men i en pragmatisk buddhistisk praksis kan meditation ikke stå alene. Du arbejder også systematisk med fx adfærd og vaner.

For målet er jo ikke at blive god til at sidde med lukkede øjne og fokusere på din vejrtrækning. Målet er at blive bedre til at gå gennem livet med åbne øjne – med åbent sind og åbent hjerte.

Min forhistorie

Gennem hele mit voksne liv har jeg arbejdet som forfatter og oversætter. Jeg opdagede meditation i 2017, eller rettere sagt: Den opdagede mig, og det føltes som et overraskelsesangreb.

Jeg var 49 år og befandt mig i en dyb livskrise, både arbejdsmæssigt og privat. Der var masser af ængstelighed, undertrykt vrede og mismod i systemet. Og stort set ingen glæde. Når jeg ikke sled mig igennem mit utilfredsstillende arbejde eller forgæves kæmpede med problemerne i privatlivet, dulmede jeg nerverne med alkohol og pot.

Det var work hard, party hard. Og jeg var dybt skeptisk over for alt hvad der lugtede af meditation eller spiritualitet.

Af grunde jeg nok aldrig kommer til at forstå, besluttede jeg meget pludseligt og til min egen forbløffelse at tage på et hardcore meditationsretreat i efteråret 2017 (det har jeg skrevet om i den lille bog Ti dages stilhed fra 2019). Og dér sprang gnisten til den ild der stadig brænder i mig:

Fra den ene dag til den anden fik jeg en intensiv praksis: Jeg besluttede at jeg ville meditere 1.000 timer om året, og det har jeg gjort lige siden. I praksis er det som regel 2 gange 1 time om dagen plus sammenlagt 1 måned i retreat per år.

I marts 2022 skete der et skift i min bevidsthed – en slags opgradering af styresystemet. Og i dag er mit liv helt, helt anderledes end i 2017. Væk er mismod, undertrykt vrede og ængstelighed, væk er de dybe eksistentielle problemer, og væk er pot og alkohol. I stedet er mit indre liv nu præget af glæde, livsmod og sindsro i et omfang jeg ikke ville have troet var muligt.

Den lange og vilde rejse (eller i hvert fald de første 5 år af den) fortæller jeg detaljeret om i bogen En sti gennem indsigtens landskaber.

De seneste par år har jeg brugt stadig mere tid på at hjælpe andre der har valgt at slå ind på stien frem mod mere ro og balance, mere klarhed og forbundethed, mere venlighed og glæde. Via foredrag, workshops, retreats og 1-on-1-forløb leverer jeg vejledning i meditation og formidling af pragmatisk buddhistisk visdom. Det er blevet min primære beskæftigelse, og jeg kan ikke forestille mig noget mere meningsfuldt at bruge mit liv på.

Jeg har igennem flere år forsøgt at få en daglig meditationspraksis, men det er hver gang kuldsejlet. Men med Niels’ gode hjælp er det omsider lykkes mig. De seneste 10 måneder har jeg mediteret (stort set) hver dag, og jeg oplever i den grad, at det giver mig mere ro og fokus i hverdagen. Jeg kan derfor varmt anbefale et vejledningsforløb hos Niels. Han er super god til at forklare, hvad meditation handler om på en enkel og udogmatisk måde. Mindst lige så vigtigt har han forstået at plukke teknikker, der har passet til mine udfordringer og behov. Endelig har han været god til at muntre mig op, når motivationen har været lav, og jeg ind imellem har haft lyst til at kyle meditationspuden ud ad vinduet. (Jakob, min elev siden oktober 2023)

Mange tak for et spændende og berigende kursus. Det har været en stor oplevelse at være med til – både de informative og inspirerende foredrag med introduktion til pragmatisk buddhisme og meditation og de ti timers intensive meditationer. Det har været lærerigt og har givet mig et enormt skub fremad for min praksis. Jeg er meget imponeret over din evne til at formidle din store viden, så stoffet bliver let at begribe og anvende for os andre. Og den måde du bruger din egen historie og dine erfaringer på, er beundringsværdig.” (Carl, deltager i mit online weekendkursus i april 2024)

Min baggrund som meditationsvejleder

Min primære kvalifikation i forhold til at kunne vise andre vejen er at jeg selv har gået den. Med (per november 2025) mere end 8.000 timer på meditationspuden – heraf sammenlagt cirka otte måneder i retreat – har jeg været vidt omkring i landskabet.

Dertil kommer omfattende teoretiske selvstudier i alle mulige grene af den buddhistiske tradition og andre visdomstraditioner foruden neurovidenskab, kognitionsforskning,
psykologi og filosofi.

Ingen kan gå alene, og jeg ville aldrig være nået til det sted jeg er nu, hvis ikke jeg havde fået en masse hjælp undervejs. Mange har bidraget, men jeg vil nøjes med at fremhæve følgende:

Fra 2019 har jeg været medlem af Dharma Overground, et internetforum for meditationsnørder med en herlig DIY-indstilling. Det er en slags virtuelt kollektiv hvor man kan få og give
meditationsvejledning på kryds og tværs. Som i andre subkulturer er der en masse jargon man er nødt til at sætte sig ind i, men gør man det, kan man til gengæld få generøs og forbløffende præcis hjælp af meget erfarne og yderst dedikerede yogier – der kommer fra et hav af forskellige, primært buddhistiske traditioner. Det er ikke mindst fra Dharma Overground jeg har min pragmatiske tilgang til buddhismen.

Dharma Overground blev startet af lægen og meditationsnørden Daniel Ingram. Han er den ene af de to hovedskikkelser i den uformelle bevægelse der kaldes pragmatic dharma, og har skrevet et digert værk med den sigende titel Mastering the Core Teachings of the Buddha. An Unusually Hardcore Dharma Book. Det er uden sammenligning den vigtigste bog jeg har læst om meditation, både praktisk og teoretisk.

Siden januar 2022 har jeg fået personlig vejledning af Abre Fournier, en fransk kvinde der er bosat i New York. Hun blev i sin tid vejledt af den anden hovedskikkelse i pragmatic dharma, Kenneth Folk, og det var ham der ”bad hende om at undervise”, som det hedder i traditionen når en lærer formelt rækker faklen videre. Ret hurtigt efter at jeg stødte på Abre, begyndte hun at sende elever i min retning, og indimellem gav hun mig noget supervision. I oktober 2024 var det så hende der ”bad mig om at undervise”.

I den vidtforgrenede buddhistiske tradition tilhører jeg altså formelt set pragmatic dharma-linjen, en ganske lille spirende kvist på det store gamle træ. Men helt i denne eklektiske og uhøjtidelige linjes ånd er det ikke noget jeg har tænkt mig at lade mig begrænse af.

Siden december 2022 har jeg været medlem af EPRC, The Emergent Phenomenology Research Consortium. EPRC udfører og støtter forskning i spirituelle praksisser i bred forstand (meditation, bøn, yoga, psykedelika mm.). Der er tale om forskning med naturvidenskabelige metoder, og formålet er at give især psykiatrien, men også resten af lægevidenskaben en bedre forståelse af de nævnte praksisser. EPRC interesserer sig både for de risici og de gavnlige virkninger der er forbundet med eksempelvis meditation, og som videnskaben endnu ikke har klarlagt. Målet er mere velinformerede diagnoser, bedre kliniske resultater og ikke mindst større gavn for den enkelte praktiserende og for samfundet i det hele taget. Det er ikke mindst takket være mit medlemskab af EPRC at jeg holder mig løbende opdateret om den seneste meditationsforskning.